Fik frataget kørekortet for at feste

En 20-årig nordmand har fået frataget sit kørekort.Politiet synes bare, han fester for meget til at køre bil. Det kan i princippet også ske for dig

I Norge behøver man ikke overtræde nogen lov, før kørekortet ryger. Det er nok at feste og spille høj musik. Og i princippet kan du også komme ud for det samme herhjemme.

20-årig Thomas Nodland fik i april frataget kørekortet af det lokale politi, efter at patruljevogne flere gange havde mødt den unge nordmand, når han spillede høj musik og var i feststemning i weekenderne. Det skriver dagbladet.no.

Men politiet havde altså aldrig taget ham med for høj promille. Alligevel mente de, at der var grund nok til at tage Thomas Nodlands kørekort for de næste tre år, da han en dag spillede for høj musik i sin lejlighed.

Aldrig taget for promillekørsel
- Jeg er lidt chokeret. Selv om jeg drikker i weekenderne, er jeg aldrig blevet taget i hverken fart- eller promillekontrol, siger Thomas Nodland til avisen.

Som ekstrabladet.dk tidligere har skrevet, har han forsøgt at klage til politidirektoratet, men uden held. Derfor kører sagen nu som retssag i byen Egersund.

Kan også ske herhjemme
Hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter kan vicepolitikommisær Per Lundbæk Nielsen ikke afvise, at det samme ville kunne ske i Danmark:

- Nu er det med mange fester ikke det, man skal lægge vægt på. Men vi har faktisk nogle krav, når en person skal have kørekort. Man skal være nogenlunde sund og rask, men derudover er der også krav om, at man skal være ædruelig, siger han til ekstrabladet.dk

- Hvis man konstaterer, at en person ikke er ædruelig, kan man på den baggrund ikke få kørekort.

- Og kan man også få frateget sit kørekort, hvis man allerede har et?

- Ja, det ville man vel kunne. I og med, at det gælder, når man skal erhverve sig kørekort, må det tilsvarende gælde, hvis man har kørekort. Så kan man lavve det, der hedder en administrativ inddragelse af kørekortet, siger Per Lundbæk, men understreger, at han ikke kender til nogen danske sager, der ligner det, Thomas Nodland var udsat for.

Hvad synes du - skal dansk politi også tage kørekortet præventivt? Kom med din kommentar herunder og deltag i afstemningen til højre.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere