Rusland undersøger om togulykke var terror

Russiske myndigheder mener, at en terrorhandling kan have været skyld i togulykke, der har kostet 39 mennesker livet. Det er Ruslands værste togulykke i årevis

Russisk politi undersøger nu, om det var en terrorhandling, der var skyld i, at mindst 39 personer er blevet dræbt og mere end 90 kvæstet i en togulykke på strækningen mellem Moskva og Skt. Petersborg.

Statsadvokaten i Rusland meddeler, at der er indledt en terrorefterforskning, men nævner ikke noget om et motiv, eller hvem der kunne tænkes at stå bag det mulige anslag.

Ifølge lederen af de russiske jernbaner er der fundet tegn på, at en bombe kan have fået fire vogne i eksprestoget Nevskij Express til at køre af sporet.

Vidner har oplyst, at de hørte et højt brag forud for ulykken, og ved siden af banelegemet er der fundet et hul på én meter i diameter, oplyser en politikilde til nyhedsbureauet Interfax.

Dødstallet steg lørdag morgen til 39 mennesker, oplyser ministeren for krisesituationer, Sergej Sjojgu. 18 personer savnes, mens 95 er kvæstet og bragt til hospitalet. Der var 661 personer om bord på toget.

Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev, blev informeret om ulykken umiddelbart efter, at den skete fredag aften. Medvedev har beordret myndighederne til at tage alle midler i brug i deres efterforskning.

Ulykken, der fandt sted nær byen Bologoje i Novgorod-området omkring 350 kilometer fra Moskva, er den værste af sin art, Rusland har oplevet i årevis. Den kan skabe fornyet frygt blandt russerne for en ny bølge af angreb fra oprørere i det nordlige Kaukasus.

I august 2007 kørte Nevskij Express-toget af sporet på den samme strækning som følge af en eksplosion. Mindst 30 personer blev kvæstet ved hændelsen. Politiet anholdt to mistænkte i Ingusjetien og sigtede dem for at have deltaget i angrebet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere