Forsikringsselskabet tjekker dig på Facebook

Bruger det sociale netværk til at afsløre forsikringsfusk

Pas på, hvad du skriver på Facebook. (Foto: Colourbox)
Pas på, hvad du skriver på Facebook. (Foto: Colourbox)

Det er en rigtig dårlig idé at prale på facebook, hvis man forsøger at snyde sit forsikringsselskab.

Det kan nemlig blive dyrt, hvis selskabet tjekker din åbne profil - og det gør de, viser en rundringning Nyhedsbureauet Newspaq har lavet.

Dansebilleder fældede fusker
Tre ud af fire selskaber - Fair, Alka og Tryg - bruger det sociale netværk i svindelsager.

- Hvis vi har en konkret mistanke om svindel, så er Facebook et af de steder, vi kigger. Det er oplagt, siger skadedirektør Linda Ankerstjerne fra Fair til Newspaq.

Selskabet har grebet en forsikringssvindler på fersk gerning, da man fandt billeder på Facebook, hvor hun dansede og 'skejede ud'.

- Vi har haft en sag, hvor en kvinde indsendte lægeerklæringer, hvoraf det fremgår, at hun havde forskellige smerter og ikke kunne bevæge visse dele af kroppen. Så fik vi nogle oplysninger, der gav os anledning til at se på Facebook, fortæller Linda Ankerstjerne.

Ulovlige bilforsikringer
Også Alka benytter sig af Facebook i efterforskningen af sager om personskader, og hos Tryg bruger man blandt andet siden til at fælde bilforsikringsfuskere.

- Et problem er ulovlige far og søn-forsikringer, hvor sønnen forsikrer bilen i farens navn. Der er det sket, at det har været omtalt friskt og frejdigt på sønnens Facebook-profil, og det registrerer vi så som en del af grundlaget for at rejse en eventuel erstatningssag, siger pressechef i Tryg Forsikring, Gerhard Dall, til Newspaq.

Udregninger har tidligere vist, at op mod hver tiende erstatning bliver udbetalt på falsk grundlag.

Kun et selskab, Danica Pension, oplyser at man ikke på nuværende tidspunkt bruger Facebook i skadesager.













Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere