Mindst en dræbt ved skuddrama på universitet

Mindst en dræbt og tre sårede efter at en mand gik amok med våben på universitet i Ungarn

Mindst en blev dræbt, da en 23-årig farmaceutstuderende gik amok med en pistol på universitetet i Pécs. (Foto: AP)
Mindst en blev dræbt, da en 23-årig farmaceutstuderende gik amok med en pistol på universitetet i Pécs. (Foto: AP)

Mindst en studerende er blevet dræbt på et universitet i den ungarske by Pécs, hvor en mand tidligere i dag skød vildt om sig.

Yderligere tre personer, to studerende og en rengøringskone, blev ramt af projektilerne fra mandens pistol, beretter den ungarske internetportal bama.hu.

En af de sårede rapporteres omkommet, men oplysningen er endnu ikke bekræftet af politiet.

Skuddene faldt i et lokale hvor en gruppe farmaceutstuderende var i gang med en praktisk øvelse.

Gerningsmanden, en 23-årig studerende, blev anholdt af politiet en time efter skudramaet.

Mandens motiv til at dræbe én og forsøget på at dræbe yderligere jævnaldrende studerende er hidtil ukendt.

En yderligere meldes dræbt
Mere end 200 norske studerende er indskrevet på universitetet i Pécs, der blev grundlagt i 1367 og er Europas fjerdeældste universitet.

Ingen af de norske studerende er ifølge vg.no kommet noget til under skuddramaet, men en af de tre sårede er angiveligt afgået ved døden - en oplysning der endnu ikke er bekræftet af politiet.

Norske Marius Opsahl (37) fra Oslo er medicinstuderende ved universitetet i Pécs og præsident for den engelske studenterbevægelse på uddannelsesinstitutionen.

- De studerende er i chok og kan ikke tro, at det er sket, siger Opsahl til vg.no.

Han siger, at han fra universitetets rektor har fået at vide, at en af de tre sårede er afgået ved døden.

Da Opsahl skal informere de 600 engelsksproglige studerende om hændelsen har han også fået oplysninger om dramaet fra politiet.

- Gerningsmanden læste på første år af farmaceutstudiet og er indfødt ungarer. Jeg kender ham ikke personligt, siger Opsahl til vg.no.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere