Frifundet kvinde vil hjem til sin datter

Den unge kvinde, der onsdag blev frifundet for narkosmugling efter næsten to års fængsling, tænker ikke på erstatning - hun vil hjem til sin datter i Rumænien

I næsten 23 måneder har en ung, enlig mor fra Rumænien siddet indespærret i Vestre Fængsel, tiltalt for forsøg på at smugle 10 kilo heroin forbi tolderne i Københavns Lufthavn sammen med sin daværende kæreste.

Onsdag blev hun så frifundet for alle anklager, fordi byretten fandt det bevist, at det var ekskæresten, der havde placeret narkoen i en kuffert, som han så bad kvinden om at bære forbi tolderne.

Tænker ikke på penge
Alligevel var penge det sidste, kvinden tænkte efter frifindelsen.

- Hun har en datter på seks år i Rumænien, og det vigtigste for hende er naturligvis at komme hjem til hende og resten af familien, siger hendes forsvarer, Jakob Juul.

- Spørgsmålet om erstatning er slet ikke på dagsordenen lige nu. Hun er bare glad for, at der i sidste ende var nogen, der troede på hendes uskyld, og at hun nu endelig har udsigt til at komme hjem, siger Jakob Juul.

Sagen mod den 22-årige kvinde fik et helt usædvanligt forløb, da Jakob Juul opdagede, at en af de domsmænd, der sidste år var med til at idømme kvinden ni års fængsel var inhabil.

Velfungerende system
Derfor gik hele sagen om, og endte altså med en frifindelse onsdag aften.

- Selvom det har været et langstrakt forløb, så viser sagen efter min mening, at vi har et velfungerende retssystem. Der blev begået en fejl, men den bliver rettet, og vi ender med en dom, der ikke læner sig op af den forrige, siger Jakob Juul.

Kvinden kommer dog ikke hjem lige med det første. Anklageren ankede nemlig frifindelsen på stedet, og så røg hun direkte tilbage i sin celle efter retsmødet.

Kvindens daværende kæreste - en 37-årig tyrkisk mand - blev idømt ti års fængsel.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere