Kvinde frifundet efter to år bag tremmer

En 21-årig kvinde er frifundet for narkosmugling efter at have siddet varetægtsfængslet i næsten to år. Sagen mod hende gik om på grund af en inhabil domsmand.

En 21-årig kvinde blev onsdag aften frifundet for alle anklager om narkosmugling, efter at hun har tilbragt næsten to år i varetægtsfængsel.

Kvinden blev kort efter nytår 2008 anholdt i Københavns Lufthavn, da hendes 37-årige kæreste blev snuppet med fem kilo heroin i sin kuffert. Fundet fik tolderne til at hidkalde den 21-årige kvinde over lufthavnens højttaleranlæg, og hun mødte da også straks op ved skranken.

I hendes kuffert lå ligeledes fem kilo heroin, som hun fra første færd hævdede, hun intet kendte til.

Kæresteparret beskyldte gensidigt hinanden for at have proppet narkoen i hinandens kufferter, og i august sidste år kvitterede Københavns Byret med ni års fængsel til kvinden for det forkvaklede forsøg på narkosmugling.

Men så tog sagen pludselig en usædvanlig drejning.

I Østre Landsret blev det afsløret, at en af de domsmænd, der havde været med til at dømme hende i byretten, var inhabil. Det skyldtes, at han arbejdede i Skat, hvor han blandt andet havde med kontrol af lufthavnens rejsende.

Derfor lod landsretten sagen mod såvel den 21-årige kvinde som hendes 37-årige kæreste gå om, og onsdag kom byretten så til den konklusion, at kvinden alligevel intet anede om narkoen. Manden blev idømt ti års fængsel for at have organiseret narkosmuglingen og bragt kæresten i fedtefadet. Han udvises af Danmark efter endt afsoning.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere