Anholdte demonstranter presses sammen

- Det bliver kedeligt og rimeligt surt, siger fængselsinspektør om de forhold, der venter anholdte demonstranter under klimatopmødet i København

Gymnastiksale, værksteder og celler med to i hver. Det bliver hverdagen for de demonstranter, som bliver anholdt under klimatopmødet i december i København, erfarer DR Nyheder.

De anholdte demonstranter skal blandt andet sættes ind i Vestre Fængsel, oplyser fængselsdirektør Peter Vesterheden.

Han siger, at gymnastiksalen kan indrettes, så der er plads til 40 i en kortere periode. Om natten vil der blive lagt madrasser ud på gulvet. De fjernes om

dagen, så der bliver mulighed for forskellige aktiviteter og blandt andet se fjernsyn. Andre anholdte skal bo to og to i en enmandscelle på otte kvadratmeter - den ene i sengen, den anden på en madras på gulvet.

Peter Vesterheden medgiver, at forholdene for især de 40, der skal være i gymnastiksalen, ikke bliver rare:

- Der er ingen tvivl om, at det bliver kedeligt og rimeligt surt, siger fængselsdirektøren, der oplyser, at der bliver plads til yderligere 30 anholdte i Ellebæk-lejren ved siden af Røde Kors Center Sandholm.

Forholdene bliver kritiseret af formanden for Kriminalforsorgsforeningen, John Hatting.

- Det er jo ikke den måde, vi bryster os af at være nation på. Vi vil gerne stille fornuftige forhold til rådighed for borgerne, uanset om de er på plejehjem eller i fængsel, siger John Hatting til DR Nyheder.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere