Far tiltalt for at ruske spædbarn til døde

En 24-årig mand risikerer en langvarig fængselsstraf for at ruske sin kun 15 dage gamle søn til døde. Volden var så omfattende, at lægerne slog alarm.

Den lille dreng blev kun 15 dage gammel. Nu er barnets egen far tiltalt for at have rystet og slået drengen til døde.

Det bliver et nævningeting i Viborg, der skal afgøre, om den 24-årige mand er skyldig i volden. Dermed er der lagt op til en langvarig fængselsstraf.

Tragedien udspillede sig i familiens hjem ved Silkeborg sidste efterår. Skal man tro anklageskriftet, så var drengebarnet udsat for vold lige fra fødslen.

Det hele kulminerede natten til den 29. august, hvor faren gennem to timer ruskede det lille barn så kraftigt, at der opstod blødninger under hjernehinden og i øjnene, og drengen fik en væskesamling i hjernen.

Drengen blev overført til Skejby Sygehus i Århus, hvor lægerne også konstaterede, at der var brud på det ene håndled. Lægerne kunne ikke redde drengen, der døde dagen efter.

Det var personalet på sygehuset, der fattede mistanke til skaderne og slog alarm til kommunen. Et par dage senere, blev den nu tiltalte så anholdt og fængslet.

Retssagen begynder den 2. december.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere