Bandefolk tiltalt for bombefremstilling

Tre mænd i retten for at fremstille fjernstyret bombe, der blev opdaget i forbindelse med et kæmpe våbenfund i en lejlighed på Nørrebro

Politiet har under flere aktioner og ransagninger nu anholdt fire bandemedlemmer og beslaglagt adskillige våben. (Foto: Jakob Jørgensen)
Politiet har under flere aktioner og ransagninger nu anholdt fire bandemedlemmer og beslaglagt adskillige våben. (Foto: Jakob Jørgensen)

Københavns Byret (ekstrabladet.dk): Tre mænd - alle i begyndelsen af tyverne - blev mødt med alvorlige anklager, da de satte sig til rette i Københavns Byret i morges.

De tre venner, der alle har indvandrerbaggrund, er tiltalt for brud på våbenloven og for forsøg på at fremstille fjernbetjente bomber.

17 våben og sprængstof
To af de tre tiltalte blev anholdt den 6. september sidste år, da politiet stormede en lejlighed på Haraldsgade på Nørrebro, efter de havde fået tip fra kilder om, at beboerne bar våben op i lejligheden i store ishockey-tasker.

Her fandt betjentene ikke mindre end 17 våben her i blandt to maskinpistoler, en Kalashnikov-riffel, to danske militære automatrifler - den ene en M75, den anden en M96, dobbeltløbede jagtgeværer, et oversavet jagtgevær, en pumpgun og et let, israelsk maskingevær af typen Galil.

Politiet fandt også en mængde 'blindt' plastisk sprængstof tilsluttet en mobiltelefon, der fungerede som udløser. Undersøgelser viste senere, at sprængstoffet ikke var ægte, men anklagemyndigheden mener, de tiltalte har troet, det var ægte.

En tredje person blev anholdt i foråret, og lederen af politiets særlige bandeenhed, Henrik Svindt udtalte efter anholdelsen, at den 24-årige er et toneangivende medlem af det kriminelle bandemiljø.

Nægter sig skyldige
De tre venner, der har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen, nægter sig skyldig i alle anklager.

Den ene tiltalte, hvis bror ejer lejligheden, forklarede i retten, at der kom mange på adressen og at flere havde nøgler - han nægtede ethvert kendskab til både våben og sprængstof.

Den anden tiltalte, der blev anholdt i lejligheden, havde ifølge politiets undersøgelser gentagne gange ringet til den telefon, der blev brugt som 'bombetelefon'. Den tiltalte fortalte, at han ejede bombetelefonen, men at han havde ladet den ligge i lejligheden.

Han forklarede opkaldene til bombetelefonen med, at han ofte udlånte sin telefon. Politiet beslaglagde efterfølgende en computer hos den tiltaltes mor. Tekniske undersøgelser viste, at der var blevet søgt på youtube-videoer på computeren, der viser, hvordan man bruger mobiltelefoner som udløsere.

Tiltalte nægtede, at det var ham, der havde søgt på videoerne og forklarede, at flere af hans venner havde adgang til computeren.

Den 24-årige, som politiet også mener har ringet til bombetelefonen, forklarede, at han havde ringet til det pågældende nummer, fordi han havde modtaget en sms fra det.

Retssagen fortsætter på torsdag, hvor eksperter fra hæren og politifolk skal vidne.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere