Flygtet fange er atter bag tremmer

To fanger i Ringe Statsfængsel gemte sig i Sparkøbmands varebil og blev kørt til Ryslinge, hvor de hoppede af. Den ene af dem er atter bag lås og slå

To unge mænd fik hjælp til at flygte fra Ringe Statsfængsel af en uopmærksom Sparkøbmand fra Ryslinge.

Købmanden leverede mandag aften varer til statsfængslet, og de to fanger opdagede, at varebilen havde en beskadiget bagrude. Så de kravlede ind i bilen og gemte sig.

Stak af fra varebilen
Ifølge Fyns Politi kørte købmanden tilbage til Gråbjergvej i Ryslinge med de to blinde passagerer. Her hoppede mændene ud af varebilen og stak af.

For den ene af de to 17-årige mænd blev det dog en kortvarig fornøjelse. Efter en intens politieftersøgning i Ryslinge blev han fundet og anholdt omkring klokken 23 mandag aften, fortæller Fyns Politis vagtchef, Lars Fredensborg.

Politiet: vi fanger ham
Til gengæld lykkedes det for den anden 17-årige at stjæle en bil og forsvinde.

-Men vi har en formodning om hvor lede, så det er kun et spørgsmål om tid, siger vagtchefen til ekstrabladet.dk

Ejeren af Sparkøbmanden i Ryslinge, Thomas Fabricius, fortæller, at det ikke var ham selv, men en af hans ansatte, der leverede varer til fængslet.

Flugtfangerne, som politiet ikke ville betegne som umiddelbart farlige, afsonede domme for sædelighedsforbrydelser og voldtægt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere