Bandevagter slipper for zoneforbud

Selvom Københavns Politi gentagne gange har registreret bandevagter på gadepatrulje, har ingen fået zoneforbud. Men problemet er aftagende, siger politiet

Den lov, der skulle forhindre - eller i det mindste straffe - kriminelle banders patruljerende vagtværn i gadebilledet, ligger ubrugt hen. Det viser en redegørelse fra Rigspolitiet.

Ifølge loven, der blev indført i forbindelse med sommerens bandepakke, kan politiet forbyde bandemedlemmer at opholde sig i bestemte gader. Men foreløbig er der ikke udstedt et eneste af disse forbud til udposterede bandevagter noget sted i landet.

Allerede i september havde Københavns Politi ellers 17 gange registreret bandefolk på patrulje uden, at dét førte til forbud.

Til gengæld forsøgte politiet at udstede zoneforbud til 15 personer, der i september kom op at slås foran Københavns Byret. Syv slap dog uden påtale, fordi politiet efterfølgende ikke kunne opstøve dem.

- Systemet skulle jo lige bundfælde sig, og der skulle laves blanketter og vejledninger til betjentene. Men nu kan jeg godt love dig, at hvis der er nogen derude, der går rundt og spiller med musklerne, så er vi vakse ved havelågen, siger chefpolitiinspektør i Københavns Politi, Per Larsen.

I øvrigt mener Per Larsen, at problemet med gadevagter nu er aftagende.

- Vi fornemmer i øvrigt, at der ikke er helt så mange vagter længere, og jeg tror, at debatten om zoneforbuddet i sig selv kan have virket præventivt, lyder det fra Per Larsen.

Alene i oktober stod bandevagter ifølge politiet bag flere skudepisoder i København - to gange blev der skudt mod uskyldige, som vagterne følte trang til at visitere.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere