Nu tjekker læger John Knudsens hjerne

Den drabssigtede John Knudsen skal nu mentalundersøges for at se, om han er egnet til straf

John Knudsen da han landede i Københavns Lufthavn onsdag formiddag. (Foto: Kristian Linnemann)
John Knudsen da han landede i Københavns Lufthavn onsdag formiddag. (Foto: Kristian Linnemann)

Det er som led i en ganske almindelig drabsefterforskning, at den 44-årige John Knudsen nu skal mentalundersøges i forbindelse med drabet på Kirsten Bay Andersen, der blev fundet dræbt den 6. oktober, da hun blev hevet op af Haderslev Fjord bundet til en blyklods.

Det oplyser vicepolitiinspektør Bent Thuesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi ifølge tv2.dk.

Egnet til straf eller ej
44-årige Knudsen ankom onsdag til Danmark fra Spanien, hvor han har siddet fængslet nord for Madrid i 14 dage, efter han blev anholdt på gaden i Zaragoza. Torsdag morgen blev John Knudsen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Sønderborg sigtet for drabet og for at have skaffet liget af vejen. Han blev efterfølgende varetægtsfængslet i fire uger. Under grundlovsforhøret erkendte han dog, at det var ham, som stod bag drabet på den 52-årige Kirsten Bay Andersen.

Nu skal han så mentalundersøges, så læger dermed kan vurdere, om han er egnet til straf. Bent Thuesen slår dog fast, at mentalundersøgelsen er standardprocedure i drabssager. Under afhøringerne af John Knudsen afslørede han desuden, at der er visse vidner, som politiet endnu mangler at komme i kontakt med.

Mangler stadig vidne
- Ud over mentalundersøgelsen, så afventer vi en række tekniske undersøgelser. Dertil kommer, at vi gerne vil tale med et eventuelt vidne, der kan have set John Knudsen sammen med Kirsten Bay Andersen over for værtshuset Bjælkehytten i Haderslev, fortsætter Bent Thuesen til tv2.dk.

Under grundlovsforhøret, der foregik for lukkede døre, kom det yderligere frem, at politiet endnu ikke kan fastslå med sikkerhed, hvordan Kirsten Bay Andersen blev dræbt. Desuden mangler politiet stadig visse effekter og bevismateriale, som kan være afgørende for sagen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra John Knudsens advokat Stig Jørgensen om sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere