John indrømmer drab

Grundlovsforhøret mod John Knudsen er slut. John Knudsen erkender drabet på den 52-årige Kirsten Bay Andersen

John Knudsen har nævnt flere personer, som kan have tilknytning til sagen. (Foto: Kristian Linnemann)
John Knudsen har nævnt flere personer, som kan have tilknytning til sagen. (Foto: Kristian Linnemann)

RETTEN I SØNDERBORG (ekstrabladet.dk): For første gang får offentligheden nu vished om, hvem der stod bag mordet på Kirsten Bay Andersen. Under grundlovsforhøret, der startede i dag kl. 12, erkendte den 44-årige John Knudsen for lukkede døre - og altså kun foran dommeren, anklageren og forsvareren - at det var ham, som dræbte Kirsten Bay Andersen.

Kirsten Bay Andersen forsvandt efter en firmafest på Jobcentret i Haderslev i slutningen af september. Først den 6. oktober blev hun fundet - på bunden af Haderslev Fjord, hvor hun var surret fast til en blyklods.

2½ times grundlovsforhør
44-årige John Knudsen blev i dag sigtet for at have dræbt Kirsten Bay Andersen, for at have skaffet sig af med liget og bundet hende til blyklodsen.

John Knudsen ønskede dog ikke at tage stilling til sigtelsen, mens det samlede pressekorps og offentligheden i almindelig var tilstede i salen. Dommeren valgte at lukke dørene og grundlovsforhøret er netop slut - efter to en halv time. I weekenden udtalte han dog til Ekstra Bladet fra fængslet i Soto del Real, at han 'fortryder', og at han bare ønskede at komme hjem til Danmark og få sagen overstået.

Nye oplysninger efter afhøring
Anklager Claus Risbjerg kunne dårligt kommentere på sagen efter grundlovsforhøret af hensyn til de lukkede døre.

- Jeg kan ikke komme ind på, hvilke forklaringer John har givet omkring drabet - heller ikke hvordan han stiller sig til sigtelsen om, hvordan han har skaffet liget af vejen, sagde anklageren foran retten efter grundlovsforhøret var slut.

Dog slog han fast, at politiet ikke har andre mistænkte i kikkerten eller forventer flere anholdelser, men at der er kommet flere oplysninger frem efter afhøringen af John Knudsen i aftes.

Dommeren valgte at varetægtsfængslet John Knudsen i foreløbig fire uger.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere