Kørte galt og truede hjælpen

En mand fra Horsens nåede at true flere med pistol, slå en mand med et koben og stjæle to biler, før han blev anholdt

Efter en vild jagt fra Horsens til Vejle lykkede det torsdag aften at anholde den 31-årig mand, der her ligger på Vardevej.(Foto: Indsatsfotografen)
Efter en vild jagt fra Horsens til Vejle lykkede det torsdag aften at anholde den 31-årig mand, der her ligger på Vardevej.(Foto: Indsatsfotografen)

En 31-årig mand blev torsdag aften anholdt og sigtes formentlig for en lang liste af lovovertrædelser.

Den første anmeldelse om trusler og vold på Svanes Plads i Horsens modtog politiet klokken 19.32.

- Gerningsmanden passede en ung fyr op med en pistol og truede ham til at udlevere sine penge, siger vagtchef Fritz Lund fra Sydøstjyllands Politi til ekstrabladet.dk.

Men den unge fyr lod sig ikke sådan kue.

- Fuck dig, sagde han og gik videre. Men gerningsmanden gik efter ham og slog ham i nakken med et koben, siger Fritz Lund.

Fældet af et autoværn
Gerningsmanden vendte derpå tilbage til p-pladsen og truede ejeren af en firehjulstrækker, som han røvede.

- Han satte kurs mod Vejle, men forulykkede og kørte i grøften, fortæller vagtchefen.

Nogle forbipasserende forsøgte at hjælpe manden op fra grøften. Men dem truede han også med pistolen.

- Han tog deres bil og kørte derefter ind i Vejle by, hvor han kørte over for fem-seks røde lys, heldigvis uden at ramme nogen, siger Fritz Lund.

Den 31-årige, der 'ikke er ukendt' af politiet, kørte herefter ind i et autoværn, hvorefter en patrulje kunne anholde ham.

- Han bliver tjekket for alkhol- og narkopåvirkning. Vi forventer at han bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen, siger Fritz Lund.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere