Svindel med import af sprøjtegift afsløret

Forretningsmænd importerede og videresolgte sprøjtemidler til landmænd rundt om i Danmark. Svindel stod på i tre år

Ulovligt importeret sprøjtegift og gødning er blevet solgt til cirka 190 landmænd rundt om i landet. Det mener myndighederne, der har slået til i en aktion mod tre forretningsmænd på Djursland.

Under en afhøring hos politiet har en 63-årig mand delvist erkendt sig skyldig i sigtelserne, der blandt andet handler om dokumentfalsk og om overtrædelse af lov om kemiske stoffer og produkter.

- Det er en omfattende sag, vi nu skal i gang med, siger vicepolitiinspektør Børge Fransen fra Østjyllands Politi.

Den 63-årige har en virksomhed i Kolind. I tre år har han overtrådt loven ved at importere både gødning og sprøjtegifte uden at have de nødvendige tilladelser, mener politiet.

Importen skete via en søstervirksomhed i Tyskland, og det blev faktueret som korn og foderstoffer for at undgå afgifter.

I alt har det offentlige mistet i hvert fald to millioner kroner på fupnummeret, mener myndighederne.

En anden mand i et firma uden for Rønde sigtes for at have videresolgt kollegaens varer til en lang række landbrug over det meste af Danmark.

Både den sidstnævnte og en tredje mand - begge er 53 - har ikke ønsket at udtale sig om sigtelserne under afhøringen hos politiet.

Også Skat, Plantedirektoratet og Miljøstyrelsen deltager i arbejdet med at undersøge forløbet.

Ved ransagningerne onsdag morgen fandt politiet regnskaber, og desuden lå der pesticider på virksomheden ved Rønde.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere