Ny anholdelse i sag om groft overfald

Offer på adresse nær Roskilde blev slået i ansigtet med baseballbat i august, og nu er den fjerde mand i sagen sigtet

Københavns Politi har anholdt og sigtet den fjerde mand i sagen om et råt overfald i august i Vindinge ved Roskilde.

Offeret var indlagt på hospital i en periode, fordi han fik alvorlige kvæstelser i ansigtet, da han blev slået med et baseballbat og tildelt flere spark den 10. august.

Tre mænd fra rockermiljøet er i forvejen varetægtsfængslet, men den nye person i sagen er ikke banderelateret, siger vicepolitiinspektør Henrik Svindt.

- Han sigtes for medvirken, for vi mener, han har haft en rolle i det, men mere vil jeg ikke sige, lyder det fra Henrik Svindt.

Den 27-årige fremstilles for en dommer onsdag med krav om fængsling. Sigtelserne handler om vold af særlig farlig karakter og røveri.

De første anholdelser i sagen skete i forbindelse med den store politiaktion vendt mod rockermiljøet den 22. oktober.

Henrik Svindt vil ikke udtale sig om baggrunden for volden.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere