Hoppede ud med kæreste fra 3. sal

En 40-årig kok står tiltalt for forsøg på drab, efter han slog kæresten bevidstløs og hoppede ud af vinduet med hendes livløse krop fra knap 11 meters højde

Den 40-årige mand og 27-årige kvinde har stadig mén efter den dramatiske hændelse.(Foto: Kristian Linnemann)
Den 40-årige mand og 27-årige kvinde har stadig mén efter den dramatiske hændelse.(Foto: Kristian Linnemann)

LYNGBY RET (ekstrabladet.dk): Han kan ikke huske noget! Det hævder den 40-årige mand, som i november sidste år gik amok på sin 26-årige ekskæreste og hendes veninde og hoppede ud fra 3. sal med ekskærestens livløse krop.

I dag står manden, der kommer fra Frankrig men har arbejdet som kok i Danmark i adskillige år, tiltalt for vold af særlig farlig karakter og forsøg på drab, når nævningesagen indledes i Lyngby Ret.

Ventede to timer på trappen
Den dramatiske morgen fandt sted i ekskærestens lejlighed på Godthåbsvej, hvor den 40-årige kok var dukket op tidligt på morgenen. Her blev han lukket ind i opgangen af en anden beboer, og her ventede han på trappen i to timer, fordi han kunne høre, at ekskæresten, som efter tre års forhold netop havde forladt ham 14 dage forinden, havde besøg af en veninde.

- Jeg ville have hende tilbage og kom for at give hende en guldring med diamanter, forklarede han fra vidneskranken lavmælt på dansk men med stærk fransk accent.

- Jeg kan huske, at veninden kom ud af døren, og så kan jeg ikke huske mere, forklarede han videre.

Af samme årsag nægter den 40-årige franskmand, der har sin franske familie til at støtte sig på tilhørerpladserne, sig også skyldig i tiltalen.

Gik amok med jernrør
Men ifølge anklageskriftet tvang manden sig i første omgang indenfor ved at slå ekskærestens veninde ned med et vandrør af jern. Det lykkedes hende at flygte fra lejligheden for at få hjælp. Men den 26-årige ekskæreste var ikke så heldig. Også hun blev overfaldet med jernrøret og slået 'flere gange på kroppen og i hovedet - herunder mens hun lå ned'. Efterfølgende slæbte han den livløse krop hen til vinduet, hvorefter han kastede både sig selv og ekskæresten ud fra 3. sal - en højde på 10,8 meter.

Et år efter - stadig på krykker
Ekskæresten dukkede her til formiddag op i retten for at vidne. Endnu et år efter ulykken er hun stadig med krykker som følge af skaderne - livsfarlige læsioner, brud i begge lunger, brud på begge lårbensknogler, brud på venstre overarmsknogle, højre nøgleben, brystbenet og et utal af ansigtsknogler samt tænder.

Den 40-årige mand lå selv i koma en måned efter selvmordsforsøget, og også han har stadig mén heraf.

Sagen fortsætter i morgen, hvor der muligvis også falder dom. ekstrabladet.dk følger sagen...

1 af 2 Manden slog ekskæresten livløs og tog hende med i hoppet fra 3. sals højde.(Foto: Kristian Linnemann)
2 af 2 Den 40-årige mand og 27-årige kvinde har stadig mén efter den dramatiske hændelse.(Foto: Kristian Linnemann)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere