Sårede betjente afhøres i morgen

De to betjente, der blev såret i forbindelse med anholdelsen af Bo Houen Jørgensen, der endte med at blive dræbt, skal forklare sig over for statsadvokaten i morgen

Hvad skete der egentlig, da den psykisk syge Bo Houen Jørgensen blev skudt og dræbt i Aalborg fredag aften i forbindelse med en tvangsindlæggelse?

En del af sløret vil formentlig komme for dagens lys, når statsadvokaten i morgen afhører to af de mest centrale vidner i drabssagen - de to betjente, der selv blev såret af den 34-årige psykisk syge mand. Det fortæller statsadvokat Kirsten Dyrman til politiken.dk.

- De to betjente, der blev stukket ned, er stadig indlagt på Aalborg Sygehus. De har det efter omstændighederne godt, men de har været ude for en meget hård medfart, siger hun.

Skudt i hovedet
Bo Houen Jørgensen blev uden varsel skudt i hovedet, efter han havde angrebet de to betjente.

Statsadvokaten skal blandt andet søge at finde ud af, om det var unødvendig magtanvendelse at skyde på den psykisk syge mand. Kirsten Dyrman konstaterer, at en af de sårede betjente blev ramt i ryggen eller brystet - ifølge Ekstra Bladets oplysninger skete det med så stor kraft, at hans overkrop blev gennemboret. Betjenten er heldigvis meldt uden for livsfare efter en længere operation. Ifølge statsadvokaten blev skaden forvoldt med en stor køkkenkniv.

Politiets fjerde sag
Det er i øvrigt langt fra første gang, at en arrestation ender med dødelig udgang.

10. marts 2009 skød og dræbte betjente en tidligere soldat på Nørrebro, efter han gik til angreb på to betjente. Soldaten skulle ligesom den 34-årige aalborgenser tvangsindlægges.

19. august 2006 dræbte betjente Flemming Kofoed Jacobsen, der angiveligt forsøgte at køre betjentene ned i en rød Ford.

19. juni 2006 skød politiet en 43-årig psykisk syg mand i en 7-Eleven-kiosk på Frederiksberg.

1 af 2 
2 af 2 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere