Kontant afregning for vold lørdag nat

En 21-årig mand fik en straksdom, da han søndag var i grundlovsforhør sigtet for vold i Fredericia lørdag nat. Episoden koster manden 50 dage i fængsel

En 21-årig mand fra Fredericia skal 50 dage i fængsel for vold mod en anden mand fra Fredericia lørdag nat.

Da manden søndag var i grundlovsforhør, besluttede Retten i Kolding at give ham en straksdom, blandt andet fordi han indrømmede, hvad der var sket.

På hjørnet af Sjællandsgade og Gothersgade i Fredericia kom den 21-årige op at skændes med en 19-årig mand, som han sparkede om kuld. Da manden lå ned, satte han sig over skrævs på ham og bankede hans hoved ned i fortovet flere gange. Da manden forsøgte at rejse sig op, blev han tildelt et såkaldt målmandsspark, og det endte med, at han mistede bevidstheden. På sygehuset kunne lægerne konstatere, at han havde fået hjernerystelse.

Det står ikke klart, hvad det var, der udløste det grove angreb på den 19-årige, siger vagtchef Svend Pedersen, Sydøstjyllands Politi.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere