Brande i Herlev - beboerne evakueret

To opgange evakueret i Herlev på grund af ild i ejendomme. Muligvis er der tale om påsatte brande. Tre beboere indlagt for røgforgiftning

Lørdag eftermiddag udbrød der brand i to ejendomme i Herlev - brandene er muligvis  påsatte. (Foto: Michael Vestergaard)
Lørdag eftermiddag udbrød der brand i to ejendomme i Herlev - brandene er muligvis påsatte. (Foto: Michael Vestergaard)

Vis brand i herlev på et større kort

Der udbrød lørdag eftermiddag brand i tre opgange i etageejendomme i Herlev, og to opgange er blevet evakueret. Det bekræfter Københavns Vestegns Politi overfor ekstrabladet.dk.

Brandene brød ud i opgangene Kommenhaven 1 og 5 samt Persillehaven 6 - to beboelsesejendomme ikke langt fra hinanden.

Tre indlagt for røgforgiftning
Ved 16.30-tiden var brandene slukket, men tre beboere i ejendommene kom på hospitalet og blev undersøgt for røgforgiftning. De to af beboerne er udskrevet igen, mens én klokken 17.30 stadig var indlagt.

Da brandene er opstået tæt på hinanden, anser politiet det for sandsynligt, at der er tale om påsatte brande:

- Hvis man har tre af hinanden uafhængige arnesteder, kan man ikke andet end formode, at ilden er påsat, siger indsatsleder Brian Munck fra Københavns Vestegns Politi.

Største brand startede i sofa
I alle tre tilfælde er brandene opstået i kældrene. I Kommenhaven 1 er arnestedet for ilden angiveligt en sofa, som en beboer har efterladt til storskrald.

De to andre arnesteder er ifølge Brian Munck 'ukvalificerede' ildspåsættelser:

- Der er nok sat ild til en avis, som er smidt ind under en dør i kælderen. Men ilden går i sig selv igen, siger han.

Beboerne blev evakueret i en bus, men efter at skadeservicen har set på lejlighederne, har alle beboerne fået lov at vende hjem igen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere