Betjente uden for livsfare

De to betjente, der i aftes blev såret under en anholdelse, er uden for livsfare

En 34-årig mand fra Aalborg er død, efter at han i går eftermiddag blev skudt i hovedet af en betjent.

Manden sårede to betjente, men de er uden for livsfare.

Politiet var kaldt til den 34-åriges adresse på Bynkevej i Hobrovejs-kvarteret af en læge, der skulle tilse den syge mand. De første to betjentes ankomst fik ikke manden til at falde til ro, og derfor tilkaldte de yderligere forstærkning.

Og så gik det for alvor galt. Den 34-årige angreb betjentene med en kniv, fortæller vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi.

- Han tildeler to af vores kollegaer knivstik. Den ene bliver stukket i ryggen, hvor kniven går gennem kroppen og ud i brystet, og den anden bliver tildelt knivstik under den ene arm, så der bliver skåret en stor blodåre over, siger han.

Det får en betjent til at skyde mod manden.

- Han bliver ramt i ansigtet af skudet, siger Henrik Beck.

Manden og betjentene bliver bragt til sygehuset, hvor den 34-årige psykisk syge mand dør. De to betjente er uden for livsfare. De ligger efter operationer i nat på opvågningsafdeling, men ventes i løbet af dagen at bliver overført til en sengeafdeling.

Statsadvokaten har rutinemæssigt overtaget sagen, som det sker i forbindelse med at politiet griber til våben og sårer nogen.



Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere