7-Eleven røver har meldt sig selv

En ung mand er varetægtsfængslet i tre uger for røveri mod en 7-Eleven i Humlebæk. Manden meldte sig selv i går

I det nordsjællandske er han gået under navnet 'Clyde'.

Men i virkeligheden er han ikke lige så hardcore som forbilledet fra filmen 'Bonnie & Clyde'.

Meldte sig selv
I hvert fald valgte en ung mand onsdag at melde sig selv til Nordsjællands Politi og erkende, at han havde deltaget i røveriet mod 7-Eleven på Humlebæk Station den 25. oktober - samt et røveriforsøg samme aften mod 7-Eleven på Kløvermarken i Espergærde.

Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Den unge mand blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i tre uger. Hans makker under røverierne, der angiveligt er en kvinde, er stadig på fri fod.

'Bonnie & Clyde'
Ifølge Helsingør Dagblad har de to muligvis også stået bag en stribe andre røverier mod kiosker og busser i Helsingør-området de seneste måneder. Og det får avisen til at tildele dem øgenavnene 'Bonnie & Clyde'.

I alle tilfældene har to gerningsmænd truet ekspedienten med en kniv, mens de var de eneste kunder i butikken. Foruden kontanter har røverne også i alle tilfældene stjålet klippekort til bus og tog. Og gerningsmændene har talt dansk uden accent.

Gerningsmændenes højde og kropsbygning stemmer også overens i alle røverierne. På røveriet mod 7-Eleven i Humlebæk viser overvågningsbilledet iøvrigt, at kvinden er rødhåret.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere