Halvdelen af narkosag faldt fra hinanden

Kun den ene af de to tiltalte i en nordjysk narkosag blev dømt. Han fik til gengæld otte års fængsel

Da et større parti amfetamin blev smuglet fra Holland til Danmark, havnede en del i Nordjylland.

De to mistænkte fik torsdag afregnet deres mellemværende med retsvæsnet, da en 57-årig mand blev frifundet, og hans medtiltalte, den 35-årige Flemming Nielsen, fik otte års fængsel.

Han blev dømt for at have overtaget 10 af de i alt 40 kilo amfetamin, der i 2007 blev smuglet ind i landet. Samtidig med, at dommen faldt i Aalborg, sad sagens britiske hovedmand i Randers, hvor hans ankesag var for i Vestre Landsret. Landsdommerne valgte at stadfæste dommen på 14 års fængsel for indsmuglingen af det store parti narko.

Ifølge anklageren havde hver af de to mænd modtaget 10 kilo. Blandt beviserne var, at der i en lejlighed hos Flemming Nielsen var fundet tre gram amfetamin, der i vidt omfang matchede den kemiske sammensætning af resten af den indsmuglede amfetamin. De resterende 20 kilo blev fundet skjult i nogle tasker i Langå.

I sagen i Aalborg har en af de tiltalte fra Randers sunget om de to nordjyske tiltalte, men han trak senere sit vidneudsagn omkring den ene af de to tilbage. Anklagemyndigheden mener, at han er blevet truet, fordi den ene af de to tiltalte netop forsøgte at smugle breve til ham ud af arresten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere