Hård straf til 59-årig narkosmugler

En 59-årig englænder er blevet idømt 14 års fængsel for indsmugling af 40 kg amfetamin fra Amsterdam til Randers

Vestre Landsret har torsdag eftermiddag stadfæstet dommen mod den 59-årige englænder Delroy Whitfield Showers.

Manden blev idømt 14 års fængsel for indsmugling af 40 kg amfetamin fra Amsterdam til Randers. Det oplyser politiinspektør Ole Madsen fra Østjyllands Politi.

Tre yngre mænd fra Randers er tidligere blevet idømt fængsel i henholdsvis 12 år, 11 år og 9 år for at have købt amfetaminen af den engelske leverandør, som boede i Amsterdam.

Delroy Whitfield Showers modtog blandt andet stjålne biler, der var kørt ud af Danmark, som betaling for stofferne. Han er tidligere dømt for narkosmugling i sit hjemland, men var også i 1990'erne involveret i en narkosag på den københavnske Vestegn.

Sagen blev oprullet i efteråret 2007 efter et internationalt samarbejde mellem Østjyllands Politi og Europol samt politiet i Tyskland, Holland og England.

Efterforskningen afdækkede en intens mødeaktivitet mellem de dømte i Hamburg, Amsterdam og Barcelona, og ved flere aktioner i december 2007 blev der beslaglagt knap 20 kg af den indsmuglede amfetamin.

Flere af de dømte danskere har tæt relation til Hells Angels i Randers.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere