Guvernør vil ikke benåde snigskytte

Syv år efter, at han skød og dræbte 10 mennesker i og omkring Washington D.C., bliver snigskytten Muhammed henrettet med en dødssprøjte

John Allen Muhammed skal dø i nat. (Foto: AP)
John Allen Muhammed skal dø i nat. (Foto: AP)

Snigskytten John Allen Muhammad, der i 2002 spredte skræk og rædsel i og omkring den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., bliver henrettet natten til onsdag dansk tid.

USA's Højesteret har afvist at stille henrettelsen i bero, og efterfølgende har guvernøren i Virginia, hvor Muhammed sidder fængslet, afvist at benåde ham.

- Efter nøje at have gennemgået benådningsanmodningen og de juridiske udtalelser i sagen, finder jeg ingen tungtvejende grunde til at tilsidesætte dommen, hedder det i en udtalelse fra guvernør Tim Kaine.

Skød fra ombygget personbil
Dermed bliver den 48-årige Muhammed henrettet med en dødssprøjte klokken 03.00 natten til onsdag.

I løbet af tre uger i oktober 2002 dræbte Muhammed 10 mennesker ved at skyde dem fra sit skjul i en personbil, der var ombygget til formålet. Ofrene blev pillet ned, ofte med et enkelt skud, når de intetanende opholdt sig ved indkøbscentre, tankstationer og offentlige skoler.

Hele Washington-området var nærmest paralyseret, da skyderierne fandt sted, og befolkningen kunne først ånde lettet op, da politiet fandt frem til bilen med Muhammed og hans medsammensvorne, den dengang 17-årige Lee Boyd Malvo.

Under en retssag i 2004 blev Muhammed, der viste tydelige tegn på at være sindsforvirret, dømt til døden, mens Malvo fik en dom på livsvarigt fængsel.

Ville ikke vælge sin død
Mandag afviste Højesteret at stille henrettelsen af Muhammed i bero. Hans forsvarere havde anmodet om dette med henvisning til rettergangsfejl i 2004.

Den dødsdømte har ret til at vælge, hvorvidt han ønsker at blive henrettet i den elektriske stol eller ved at få en dødssprøjte. Da Muhammed ikke har ønsket at tage stilling til henrettelsesmetoden, bliver han, ifølge reglerne, henrettet med gift.

Henrettelsen finder sted i Greenville-fængslet i nærheden af Jarratt, Virginia.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere