Tæskehold vadede ind og ud af fængsel

To mænd vandrede uhindret ind i statsfængslet i Jyderup og ledte efter indsat, der efterfølgende er blevet flyttet. Fængslet vil nu have hævet sikkerheden

Fængselsmure er ingen garanti mod ubehagelige besøg udefra.

Det måtte en indsat i Statsfængslet i Jyderup sande, da det lykkedes to mænd at vade direkte ind i fængslet for at få fingre i ham.

- Jeg kan bekræfte, at vi 21. august om eftermiddagen havde en indtrængen, hvor to personer gik gennem porten og lykkedes med at komme ind på et afsnit med indsatte. Den person, de forsøgte at få fat i, sad på en anden afdeling, og efter nogle minutter gik de deres vej gennem porten igen, siger fængslets sikkerhedschef Michael Kolbe.

Ingen af fængslets ansatte så de to uindbudte gæster, og deres "visit" blev først opdaget, da nervøse indsatte fortalte personalet om episoden.

- Efterfølgende har vi set dem på vores overvågningsbilleder, men det er ikke lykkedes os eller politiet at identificere dem, siger Michael Kolbe.

Den indsatte, som duoen var ude efter, blev så skræmt af episoden, at han efter eget ønske er blevet flyttet til et andet fængsel.

Ifølge Dansk Fængselsforbund, der repræsenterer det uniformerede fængselspersonale, har det tiltænkte offer tilknytning til bandemiljøet.

- Dermed er det et eksempel på, at bandekonflikten rykker indenfor, og det er altså problemer af en kaliber, som fængslerne slet ikke er gearet til, siger forbundets formand, Kim Østerbye.

Fængslet kan hverken af- eller bekræfte, at den jagede mand var bandemedlem, men efter episoden har ledelsen bedt Kriminalforsorgen om penge til at øge sikkerheden i det åbne fængsel.

Så sent som i marts gennemførte en gruppe unge et andet raid mod fængslet, da de sprang over hegnet til det åbne fængsel. De løb dog på en vagt og valgte at stikke af.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere