Broe fra fængslet: Ingen planer om tilståelse

Den udleverede dansker krydser stadig fingre for, at hendes sag bliver afvist, siger hun i eksklusiv samtale med ekstrabladet.dk

Camilla Broe har det ok i fængslet, siger hun til ekstrabladet.dk. (Foto: Thomas Sjørup)
Camilla Broe har det ok i fængslet, siger hun til ekstrabladet.dk. (Foto: Thomas Sjørup)

- Jeg har det okay, lyder det flere gange i telefonen, da ekstrabladet.dk tirsdag bliver ringet op af 42-årige Camilla Broe, som for tiden sidder varetægtsfængslet i Miami.

I baggrunden lyder der konstant larm fra de andre fanger i kvindeafdelingen på det føderale fængsel FDC Miami, hvor Broe er anbragt på 5.-salens østfløj.

Sagen kører
Udsagnet kommer dagen efter, at Broe i princippet kunne have været en fri kvinde, såfremt den føderale anklagemyndighed havde fulgt forsvarerens anmodning om at få Broes sag afvist på grund af forældelse.

Det skete ikke, og nu hedder næste vigtige dag i Camillas kalender 7. december, hvor en dommer fastlægger datoer for retsdagene i sagen, hvor danskeren er tiltalt i en sag om smugling af 106.000 ecstasy-piller.

Kan få rabat
- Nu kigger jeg bare frem, siger Camilla optimistisk, da ekstrabladet.dk spørger, om hun er skuffet over anklagerens udmelding.

Og i samme åndedrag forklarer hun, at dommeren i princippet stadig kan nå at afvise hendes sag. Derfor krydser hun også fingre for, at der stadig kan nå at ske noget inden 7. december.

- Der er nogle deadlines, som jeg lige nu fokuserer på, forklarer Broe med henvisning til, at dommeren kan nå at trække i bremsen – hvilket også vil være en stor økonomisk lettelse for Broe, idet en reel retssag nemt løber op i fem millioner kroner i regninger fra forsvareren Theresa Van Vliet.

Kan selv påvirke sagen
Men Camilla Broe har også mulighed for selv at påvirke sagens videre forløb væsentligt ved at indgå aftaler med anklagemyndigheden – enten i form af en tilståelse eller såkaldt Plea Bargain, hvor hun kan forhandle sig tiil strafnedsættelse ved at samarbejde med politiet.

- Det har jeg nu ingen aktuelle planer om, siger Broe, inden taletiden løber ud og forbindelsen til fængslet bliver afbrudt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere