Fire skydevåben fundet hos mand i Skive

20-årig mand er fængslet i fire uger, fordi politiet efter et tip fandt tre rifler og en revolver hos ham i Balling

Tre rifler og en revolver dukkede op, da politiet kiggede nærmere på en 20-årig mands adresse i Balling ved Skive. Tirsdag har en dommer i Viborg besluttet at fængsle den unge mand i fire uger.

Det var et tip, som fik politiet til at fatte interesse for manden, og med en retskendelse i hånden blev stedet ransaget mandag morgen.

Hvad der ligger bag fundet, kan politiet endnu ikke sige.

- Der kan jo i princippet være tale om en generel interesse for våben, men nu har vi fire uger til at finde ud af baggrunden, siger stationsleder hos politiet i Skive, Allan Lausten.

Hos den 20-årige har betjentene også fundet ammunition og knojern. Det ene af de fire skydevåben var ladt.

Loven om våben er blevet skærpet, så alene besiddelse af skydevåben skal give en straf på mindst et års ubetinget fængsel.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere