Dansk terrorsag breder sig til Indien

Den ene af de to mænd, der planlagde terror mod Danmark, var i Mumbai kort før massakren på 173 mennesker, skriver indiske medier

Den 49-årige amerikanske statsborger, der er mistænkt for terrorplaner i Danmark, er kommet under mistanke for også at have spillet en rolle, da islamister i november 2008 angreb den indiske storby Mumbai og dræbte 173 mennesker.

David Coleman Headley, der er født i Pakistan, har flere gange besøgt Mumbai, og han opholdt sig i byen en uge før terrorangrebet den 26. november 2008.

Det oplyser en række indiske medier mandag. Politiet bekræfter, at en efterforskning er i gang.

- Vi undersøger, om Headley var involveret i en række aktiviteter, heriblandt terrorangrebet den 26. november, oplyser den ansvarlige politikommissær, Rakesh Maria, ifølge Indiaserver.com.

Avisen The Hindu skriver, at Headley besøgte Mumbai mindst fem gange i perioden fra 2006 til 2009. Et af disse besøg afsluttede han en uge før terrorangrebet sidste år.

Politiet ønsker at fastslå, om han var knyttet til den islamistiske organisation Lashkar-e-Taiba, som de indiske myndigheder anser for skyldige i terrorangrebet.

Myndighederne mistænker, at han var sendt på rekognoscering i byen, inden angrebet fandt sted.

Headley blev i sidste måned anholdt i Chicago og anklaget for terrorplaner mod Jyllands-Posten og andre mulige mål i Danmark. Headley har blandt andet besøgt Jyllands-Posten og præsenteret sig som en potentiel annoncør i avisen.

Den anden sigtede i sagen er Hussain Rana, en canadisk statsborger af pakistansk oprindelse.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere