To anholdt for tasketyverier på Nørrebro

På kun en halv time begik to drenge søndag aften fire tasketyverier på Nørrebro i København. Drengene bliver nu afhørt. De står måske bag andre tyverier også

En knallert med to langfingrede drenge på havde en usædvanlig travl søndag aften på Nørrebro i København.

På blot en halv time fra klokken 19.20 til 19.50 begik de to drenge i alt fire tasketyverier i området omkring Tagensvej. De to drenge bliver nu sigtet for tyverierne.

Den ene af drengene er under 15 år, mens den anden er 16 år. Han vil formentlig blive fremstillet i dommervagten, forventer Københavns Politi.

- Vi har tidligere set lignende tyverier i området omkring Tagensvej og Jagtvej, hvor drenge på knallert også har frarøvet forbipasserende deres tasker. Vi kan kæde de anholdte sammen med de fire forhold fra i dag og formentlig også tidligere tyverier, siger vagtchefen ved Københavns Politi.

Drengene er fortsat ved at blive afhørt, og vagtchefen har ikke nærmere detaljer om ofrene for tyverierne eller drengenes forklaring.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere