Nu skal Bjarke mentalundersøges

Den sexanklagede direktør Bjarke Schultz skal nu mentalundersøges for at se, om han er egnet til straf

Bjarke Schultz har klaget så meget over sagsbehandlingen, at retssagen nu er udsat flere gange. (Foto: Tomo Bauros/Rytas)
Bjarke Schultz har klaget så meget over sagsbehandlingen, at retssagen nu er udsat flere gange. (Foto: Tomo Bauros/Rytas)

Retssagen mod den 47-årige Bjarke Schultz, der er tiltalt for 14 voldtægter af sin datters 19-årige barnepige, har taget en ny drejning. Endnu før sagen er kommet rigtigt i gang, er det blevet besluttet, at direktøren for firmaet Scandinavian Business Center i Vilnius skal mentalundersøges.

Nægter kvindelig dommer
Retssagen skulle være startet den 30. oktober men er siden blevet udsat hele to gange. Hver gang fordi Bjarke Schultz selv har indgivet i alt omtrent 20 klagemål over sagsbehandlingen. Blandt andet er danskeren utilfreds med forholdene i fængslet.

- Jeg bliver behandlet som et dyr, skriver Bjarke Schultz blandt andet som forklaring i et brev til Ekstra Bladet.

Også oversættelsen af anklageskriftet har han klaget over, ligesom han har udtrykt stærk utilfredshed med den kvindelige dommer, der skulle vurdere sagen. Argument: At kvinder altid er forudindtaget, når det gælder voldtægtssager. Resultatet er derfor, at den kvindelige dommer nu får selskab af to mandlige dommere, som skal understøtte hendes vurdering.

Måske ikke egnet til straf
Sagen blev i første omgang udsat til den 2. november. Men allerede her blev det besluttet, at Bjarke Schultz skulle mentalundersøges, før en egentligt retssag, hvorfor den nu er udsat til den 24. november. Det er dog uvist, hvem af parterne, der har krævet mentalundersøgelsen af den 47-årige dansker, for at se om han er egnet til straf.

Udover voldtægtssagen mod direktøren, som har boet i Vilnius i de seneste fem år, har politiet nu genoptaget en gammel sag mod ham, efter man har fundet mindst 200 videofilm med børnepornografisk materiale i hans lejlighed. Den handler om anklager om sexovergreb på hans egen dengang femårige datter. Anklager som ekskonen har indgivet mod ham.

Direktøren, der nægter sig skyldig, risikerer en straf på op til 8 års fængsel, hvis han bliver kendt skyldig i voldtægtssagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere