Skolen vasker hænder: Ikke vores ansvar

Journalistuddannelsen i Odense afviser at have ansvar for, at en elev er blevet anholdt i Iran: De skulle holde sig fra demonstrationer, forklarer studieleder

De to journaliststuderende Niels Krogsgård og Henrik Fallesen blev rådet til at holde sig fra demonstrationer på reportagerejsen til Iran.

Niels Krogsgård har været savnet i flere dage. Han blev fredag fundet i et iransk fængsel efter at være blevet anholdt ved en demonstration.

- Vi har sagt, at de skulle holde sig ude af demonstrationer, og det har de så åbenbart ikke gjort, siger studieleder Anne Lea Landsted fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet i Odense til Ritzau.

Hun mener ikke, at man fra uddannelsen side kunne have handlet anderledes eller gjort noget for at forhindre anholdelsen af Niels Krogsgård.

- Folk rejser til Iran, så vi synes ikke, vi kunne have gjort noget anderledes, siger hun og beklager tidligere henvisninger til, at den erfarne journalist Jens Nauntofte skulle have sagt, at det er sikkert at tage til Iran.

De udtalelser var en fejl, lyder det nu fra Anne Lea Landsted.

Hun forklarer endvidere, at vurderingen har været, at der var tale om to fornuftige studerende.

- Vi har selvfølgelig været i tæt dialog med de to studerende, og deres vejleder har brugt utrolig meget tid på at tale med dem om sikkerhed, kilders sikkerhed, etik og hvordan man rejser til et land som Iran, forklarer hun.

Hun understreger samtidig, at uddannelsen altid prøver at overbevise de studerende om at blive i Danmark.

- Når de studerende alligevel insisterer, så kigger vi på Udenrigsministeriets vejledninger. Fraråder ministeriet indrejse i et land, så siger vi nej. Ellers er det en vurdering af, om det er et godt projekt og nogle fornuftige studerende. Og det har vi vurderet, at det var, i det her tilfælde, siger Anne Lea Landsted.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere