To personer dræbt ved trafikuheld

To mænd er dræbt ved et alvorligt trafikuheld nær Aalborg

To personer mistede livet ved den voldsomme ulykke. (Foto: Rene Schütze)
To personer mistede livet ved den voldsomme ulykke. (Foto: Rene Schütze)

To biler stødte klokken 19.00 sammen på motortrafikvejen nær Sønderup-frakørsel på motorvejen syd for Aalborg. Det oplyser Nordjyllands Politi.

De to førere, begge mænd, blev dræbt på stedet ved det voldsomme sammenstød, som skyldtes en overhaling.

Ved overhalingen ramte de to biler hinanden frontalt, hvorefter den ene bil eksploderede og brød i brand. Kort efter opstod der også brand i det andet køretøj.

Identiteten på de dræbte er endnu ikke fastslået, men der er i følge politiet højest sandsynligt tale om en 54-årig og en 26-årig mand.

I følge vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg, havde den 54-årige, der befandt sig i den rigtige vejbane, ikke en jordisk chance for at undvige ulykken.

- Foran ham kører en anden bilist, som i sidste øjeblik når at svinge ud i nødsporet, da den modkørende kommer kørende i den forkerte vejbane. Den 54-årige når derfor ikke at se den 26-årige, og de støder sammen, fortæller han.

De dræbte blev begge fastklemt under ulykken og måtte skæres fri af redningsmandskabet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere