JP-terrorsigtet vil løslades

Tahawwur Rana nægter, at han var med i terrorkomplot mod Jyllands-Posten. Han vil i dag på et retsmøde i Chicago forsøge at blive løsladt mod kaution

Tahawwur Rana afviser, at han havde kendskab til terrorplaner mod Morgenavisen Jyllands-Posten. (Foto: CBS)
Tahawwur Rana afviser, at han havde kendskab til terrorplaner mod Morgenavisen Jyllands-Posten. (Foto: CBS)

CHICAGO (ekstrabladet.dk): Den terrorsigtede Tahawwur Rana forsøger igen i dag at blive løsladt mod en kaution på en halv million dollar ved en føderal domstol i Chicago, USA.

Dommer Nan Nolan udskød i sidste uge beslutningen om Ranas kaution, da hun ifølge eget udsagn havde brug for flere informationer om sagen.

Tahawwur Rana, 48 år, er sammen med barndomsvennen David Coleman Headley, 49 år, anklaget for at have planlagt terror mod Morgenavisen Jyllands-Posten.

Pengemanden
Rana, som menes at være pengemanden bag planerne, hævder, at han ikke var klar over, at Headley, som besøgte Danmark to gange i år, havde til hensigt at udføre terror.

- Min klient er blevet snydt af hr. Headley, sagde Ranas forsvarsadvokat, Patrick Blegen, efter sidste uges retsmøde.

Rana har dog erkendt, at han godt var klar over, at Headley havde kontakter til en pakistansk terrorgruppe. Han vidste også, at Headley havde modtaget terrortræning i Pakistan.

Filmede avis
Tahawwur Rana finansierede ifølge FBI Headleys rejser til Danmark i december og juli, hvor Headley blandt andet filmede Jyllands-Posten bygninger i København og Århus.

Mens forsvarer Patrick Blegen i dag vil argumentere for, at Rana er en pæn forretningsmand, som ikke hører hjemme bag tremmer, vil anklagermyndigheden slå lyd for, at han udgør en flugtrisiko.

Tahawwur Rana blev anholdt 18. oktober – 15 dage efter Headley var pågrebet i Chicagos O’Hare Lufthavn. David Coleman Headley ventes fremstillet i retten for første gang 4. december.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere