15 kilo amfetamin i jysk narkosag

Tre mænd og en kvinde er sigtet for smugleri og salg af narkotika i stor stil. Midt- og Vestjyllands Politi har fået hjælp af Rejseholdet

Under ransagninger flere steder i landet har politiet fundet cirka 15 kilo amfetamin, 150 kilo hash og mange kontanter. Tre af de fire anholdte er i et lukket grundlovsforhør i Herning blevet fængslet til den 25. november, mens den fjerde, en kvinde, kun skal sidde indespærret frem til den 13. november.

De fire anholdte, der er i alderen fra 46 til 59 år, nægter sig skyldig, oplyser politiet.

En af de fire er hollandsk statsborger.

Sagen har været efterforsket i efteråret af Midt- og Vestjyllands Politi, der har samarbejdet med Rigspolitiets Rejsehold om opklaringsarbejdet, oplyser politiinspektør Ole Henriksen.

De fire anholdte sigtes for smugling og salg af narkotika, og sagen har internationale relationer.

Ved ransagningerne fandt betjentene også våben og tyvekoster.

Politiinspektøren siger, at der blev ransaget på mere end fem steder, men han vil ikke fortælle, hvor det foregik.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere