Slipper for straf for kamphundedrab

43-årig kvinde handlede i nødværge, da hun med en køkkenkniv skar halsen over på en aggressiv kamphund

Den 43-årige kvinde, som skar halsen over på den aggressive kamphund, slipper for straf. (Foto: Per Houby)
Den 43-årige kvinde, som skar halsen over på den aggressive kamphund, slipper for straf. (Foto: Per Houby)

Den 43-årige kvinde, der i oktober dræbte en aggressiv kamphund i Stokkemarke på Lolland ved at skære halsen over på den, slipper for straf.

Politiet havde ellers sigtet hende for hærværk og ulovlig våbenbesiddelse, men i dag har domstolen vurderet, at hun handlede i nødværge, og derfor skal slippe for straf.

Kamphunden, som var af racen American Bulldog, var hoppet ud af et vindue og havde angrebet en lille terrier. Kvinden forsøgte at få kamphunden til at slippe sit tag ved at slå den med en rive og en hammer. Men da det ikke lykkedes, hentede hun en køkkenkniv i sit hjem.

Kamphundens ejer bliver også sigtet
Ifølge Søren Vægter fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi vil også ejeren af kamphunden blive sigtet i sagen. Også selv om hunden blev passet af hans mor.

- Han vil formentlig blive sigtet for brud på hundeloven, eftersom hans hund gik til angreb på en anden hund, siger Søren Vægter.

Den lille terrier overlevede angrebet. Den blev efterfølgende behandlet på dyrehospitalet i Maribo.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere