Fire dræbt i trafikken på et døgn

I tre nye dødsulykker var biler kommet over i den forkerte side af vejen. Tre mænd og en kvinde har mistet livet fra søndag aften og til mandag morgen.

Foto: 112-Silkeborg.dk / Michael møller
Foto: 112-Silkeborg.dk / Michael møller

Ulykker i trafikken på Fyn og i Jylland har i løbet af et døgn kostet fire mennesker livet. I de tre ulykker var der tale om biler, der var kommet over i den forkerte side af vejen.

Ved 18-tiden søndag døde den 28-årige Kim Søgaard i et sammenstød mellem to biler ved Sallinge på Midtfyn. Han var fører af en bil, der kom over i den modsatte kørebane, hvor den tørnede sammen med en modkørende bil med et ældre ægtepar.

Føreren blev dræbt på stedet, mens en 76-årig kvinde i den anden bil blev opereret for indre blødninger. Den 79-årige mand ved rattet slap med mindre skader, oplyser politiet.

Sent på aftenen søndag mistede to mænd livet i en overhalingsulykke på Nordre Ringvej i Silkeborg. En firhjulstrukket bil havde netop overhalet en personbil, men kom ud i rabatten og kørte lige ud foran en lastbil, som ifølge politiet ikke havde mulighed for at undgå påkørsel.

Den 29-årige Lars Rasmussen, der sad i førersædet, og hans passager, 26-årige René Larsen, blev dræbt, oplyser lokalpolitiet i Silkeborg.

I den tredje ulykke døde 36-årige Mette Olander Jensen tidligt mandag morgen i Janderup ved Varde.

Hun kom kørende på sin scooter på cykelstien og kørte ud på vejbanen, da cykelstien holdt op. Her blev hun ramt af en modkørende bil, som var kommet over i den forkerte side af vejen, oplyser politiet.

Bilens fører er en mand på 18 år. Han sigtes for uagtsomt manddrab.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere