Dansker tiltalt for pædofili i Cambodja

Cambodjansk domstol tiltaler 61-årig dansk mand for at have misbrugt tre mindreårige piger. Manden risikerer at blive idømt mindst 10 års fængsel.


Vis stort kort

En 61-årig dansk mand er i Cambodja sigtet for at have misbrugt tre mindreårige piger i en by nær grænsen til Thailand, meddeler anklagemyndigheden ved provinsdomstolen i Banteay Meanchey.

Statsadvokat So Vath siger til nyhedsbureauet AFP, at danskeren risikerer en fængselsstraf på mindst 10 år, hvis han bliver kendt skyldig i pædofilianklagerne.

En af de misbrugte pigers mødre er tiltalt for at have solgt sit barn til prostitution.

Ifølge det lokale politi rejste danskeren til Cambodja fra Thailand og misbrugte de tre piger, der alle er under 15, på et pensionat i grænsebyen Poipet.

- Han har via en tolk tilstået at have haft sex med pigerne, og ofrene har også fortalt os om ham, siger den lokale politichef, Hun Hean.

Cambodja strammede i 2003 lovgivningen for at komme pædofili til livs og slippe af med sit ry som de pædofiles paradis, og siden er snesevis af udlændinge blevet fængslet for børnemisbrug eller udvist til retsforfølgelse i deres hjemlande.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere