Politiet undersøger Bjarnes selvmord

Vi skal ikke vurdere, om der er begået fejl, men finde ud af, hvad der rent faktisk foregik, siger politichef i Århus om en drabssigtet mands selvmord

Østjyllands Politi i Århus undersøger, hvordan det kunne ske, at den 42-årige drabssigtede Bjarne Østergaard Madsen fra Herning hængte sig i sin celle i arresten. Selvmordet skete op til et grundlovsforhør, hvor han skulle have forklaret sig om sin kæreste, den 46-årige Lisbet Nielsens forsvinden.

Manden efterlod intet afskedsbrev og dermed heller ingen besked om, hvor Lisbet Nielsen befinder sig.

Han blev som 23-årig dømt til anbringelse på et psykiatrisk hospital som følge af en tidligere drabssag. Kriminalforsorgen sagde lørdag, at politiet ikke havde informeret om mandens fortid, og at han derfor ikke var anbragt i en observationscelle, hvor han muligvis ikke havde været i stand til at tage sit eget liv.

- Vi skal ikke vurdere, om der er begået fejl. Vi skal finde ud af, hvad der rent faktisk skete i arresten og i forhold til Kriminalforsorgen, siger efterforskningschef Ole Madsen fra Østjyllands Politi.

Han siger, at en 'afrapportering' vil ske mandag til politiets jurister.

Kvinden, Lisbet Nielsen, som formodes dræbt, er stadig ikke fundet, konstaterer efterforskningschefen.

Politiet vil stadig ikke ud med, hvilke spor der kom frem under en kriminalteknisk finkæmning af Lisbet Nielsens bopæl i Risskov i sidste uge. Den 42-årige blev anholdt, da undersøgelsen af hendes hjem var overstået.

- Men der er en hel del spor, som vi skal samle op på, siger Ole Madsen.

Kvinden forsvandt 23. oktober. Omkring midnat samme dato befandt den 42-årige mand sig i området omkring Lufthavnsvej i Feldballe på Djursland, har politiet konstateret. Derfor vil politiet gerne tale med vidner, der måtte have set den 42-åriges bil, en sølvgrå Audi A4 limousine.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere