Stukket i maven med kniv: Mand er i yderste livsfare

Politiet har anholdt flere af de personer, som var til stede under et knivoverfaldet i et hus nær Horsens.

Ved du noget? Tip os på email sts@eb.dk eller sms/mms til 1224 (Alm. takst).

En mand i 30'erne er i yderste livsfare, efter at han natten til søndag blev overfaldet med en kniv i en lille by tæt ved Horsens.

- Han er blevet stukket i maven. Vi ved ikke hvor mange gange, lyder det fra vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi.

Knivoverfaldet fandt sted i et hus i Ølholm, der ligger mellem Tørring og Uldum. Manden ligger nu på sygehuset i Horsens, hvor lægerne forsøger at redde hans liv.

Politiet har indtil videre lagt seks personer i håndjern.

- Vi har anholdt de personer, som var til stede på adressen, og så var der nogle i en bil i nærheden fra samme persongruppe, som vi også har anholdt, siger Jørn Lindhardt.

Sydøstjyllands Politi er dog ikke sikre på, at en af de anholdte er gerningsmanden. Nogen kan have taget flugten, inden betjentene nåede frem til huset, lyder det.

- Vi formoder, at gerningsmanden er blandt de seks, men nu skal vi først have dem afhørt, siger vagtchef Lars Christian Thomsen, Sydøstjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Politiet har været nødt til, at tilkalde tolke, da de anholdte ikke taler dansk. De seks anholdte er fra Litauen.

Politiet er nu i gang med afhøringerne, og har vil indtil videre fremstille en af de seks mænd i grundlovsforhør omkring klokken fire, men det kan ikke udelukkes, at flere skal fremstilles, fortæller vagtchefen.

Manden blev overfaldet kort før klokken 3.