Martins kæreste: Jeg kan ikke forholde mig til det

Familie, kæresten og nære venner samlet for at mindes Martin Svejgaard Helbo, som blev fundet død i Københavns havn tidligere i dag

- Ja, det er ham.

Sådan lyder det lakonisk fra Martin Svejgaard Helbos ulykkelige kæreste, Nina Schjøtt.

Hun er lige nu sammen med familien til den 28-årige og med nogle nære venner for at forsøge at forstå den besked, de for få timer siden fik af Københavns Politi: At deres Martin er blevet fundet død i vandet ved Islands Brygge i det indre København.

- Jeg kan ikke forholde mig til det. Det kan jeg bare ikke, siger hun.

Hendes kæreste, Martin Svejgaard Helbo, har været forsvundet siden natten til 13. april, da han havde været i byen på diskotek Bakken i Kødbyen på Vesterbro. Siden har kæresten, familien og vennerne desperat ledt efter ham, hængt plakater op, uddelt flyers og skrevet utallige efterlysninger på Facebook.