Nazister ekskluderer påstået pædofil

Opgør: Nazileder opfordrer tidligere kammerat til at begå selvmord

Jonni Hansen har bedt et medlem af DNSB begå selvmord, fordi han er mistænkt for pædofili. De danske nazister går ind for dødsstraf til pædofile. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Jonni Hansen har bedt et medlem af DNSB begå selvmord, fordi han er mistænkt for pædofili. De danske nazister går ind for dødsstraf til pædofile. (Foto: Thomas Lekfeldt)

En pædofiliskandale har ramt de danske nazister. I hver fald hvis man skal tro formanden for Danmarks Nationalsocialistiske bevægelse, Jonni Hansen.

Han har på internettet erklæret, at forsangeren i bevægelsens husorkester ’Daneskjold’ - C.O. - har haft et ’moralsk upassende’ forhold til en nazi-kammerats 12-årige datter.

- Derfor har han fået et los i røven, og jeg har bedt ham om at begå selvmord. Der skal være rimelighed i det hele, siger Jonni Hansen, som ønsker, at C.O. ’bliver et hoved kortere’, hvis han kendes skyldig i pædofili.

Bekymret mor
Ifølge nazilederen har den 12-årige pige tit været på besøg hos C.O. i hans lejlighed på Amager. Da pigens mor en dag blev bekymret over, at den 12-årige ikke var hjemme, opsøgte hun C.O., som sagde, at hun ikke var hos ham. Det viste sig imidlertid, at pigen gemte sig på toilettet.

Efter episoden forsøgte C.O. at opretholde kontakten til pigen.

- Han har mod forældrenes ønske intensiveret kontakten til et barn. Og det er sådan set alene nok til at ekskludere ham, siger Jonni Hansen som begrundelse for sin beslutning.

- Siden hen er han blevet politianmeldt, og der har været en undersøgelse. Efter hvad jeg har fået at vide, har politiet været ude og anholde ham. Om de har løsladt ham igen, ved jeg ikke, siger Jonni Hansen.

Ringer ingen klokke
Politiet har imidlertid - historiens alvor til trods - problemer med at bekræfte sagen.

- Vi har ikke en sag som den hos os, siger Chef for Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet, Ove Dahl.