Irakisk imam snyder i skat

Imam og toppolitiker kan i 2009 se frem til at tjene 552.000 kroner fra det nationale irakiske parlament i Bagdad

Imamen tjener kassen i Irak. (Foto: Privatfoto)
Imamen tjener kassen i Irak. (Foto: Privatfoto)

Den dansk-irakiske Imam Ali Hussein Allak, der har folkeregisteradresse i Farum, scorer 46.000 kroner om måneden som politiker i Irak.

Men det ved de danske myndigheder bare ikke. I følge Ekstra Bladets oplysninger, så har imamen ikke opgivet nogen indkomst til Skat, selv om han i 2009 kan se frem til at tjene 552.000 kroner fra det nationale irakiske parlament i Bagdad. Det skriver Ekstra Bladet søndag.

Ali Allak har været medlem af parlamentet siden 2005. Her modtager han ud over sin løn 828.000 kroner årligt til at hyre op til 30 bodyguards. Derudover står den på fri luksuslejlighed i Bagdads internationale zone og 414.000 kroner til at købe bil for.

Skal beskattes

Peter Møller, en af landets førende eksperter i socialt bedrag og leder af kontrolenheden i Ishøj Kommune, forklarer, at når man som Allak har en fast månedlig indtægt – der svarer til A-indkomst - skal den beskattes løbende måned for måned.

Dermed har imamen alene i 2009 undladt at indberette lønindtægter for syv måneder svarende til 322.000 kroner.

Selv om Ali Allak har tjent pengene i Irak, så er han fuldt skattepligtig i Danmark.

Socialt bedrageri
Det skyldes, at imamen med dansk statsborgerskab stadig har bopæl og husstand i Danmark. Siden 1999 har han således haft folkeregisteradresse i Farum Midpunkt, hvor han officielt bor med sin kone og børn. Naboen har indtil 1. august i år jævnligt set familien. Herefter blev lejligheden forladt.

Men når man har bopæl i Danmark, skal man også betale skat herhjemme - også selv om, man rejser ud af landet, fortæller Niels Anker Jørgensen, kontorchef i Skats Hovedcenter og formand for Fairplay taskforcen, der blandt andet tager sig af socialt bedrageri.

– Hovedreglen for skattepligt er, at hvis man har en bopæl i Danmark er man også skattepligtig til Danmark, siger Niels Anker Jørgensen.

Borgmester Jesper Bach fra Furesø Kommune oplyser, at man nu vil undersøge Ekstra Bladets oplysninger.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Ali Allak.

Læs Ekstra Bladet Søndag