Køleskabs-lig: Sådan var Mettes liv

Mette Bønnelykke Herholdt endte sit liv i et køleskab - muligvis myrdet

Foto: Per Rasmussen/privat
Foto: Per Rasmussen/privat

Mette Herholdt fik ikke nogen smuk begravelse i en blomstersmykket kiste, da hun døde for to år siden.

Hun endte sit liv i et 100 liters køleskab i en forfalden udbygning, hvor ruderne var knuste, og rebet, der var viklet om køleskabet, var den eneste pynt.

Imens gik verden videre på den anden side af ’kistens’ tætsluttende gummilister. Først to år senere meldte Viborg kommune Mette savnet.

Nu er hendes tidligere samlever varefængslet i foreløbigt fire uger, sigtet for drab, men nægter sig skyldig.

Den dengang 39-årige mor til to sluttede sit liv, som hun havde levet det. Ensomt og tragisk. Med et slæbespor af tidlig død og pillemisbrug efter sig.

Kærlige forældre
Men det var ikke sådan, det startede.

Den mellemblonde Mette blev født ind i en god jysk familie, hvor faren var sømand, og moren gik hjemme.

Men allerede mens Mette var helt lille, gik faren i land og fik job som værkfører.

Læs også:

Se også: Kvindedrab: Køleskabet var lukket med reb

- Vi havde nogle meget omsorgsfulde forældre. Vi var fastliggere på en campingplads, hvor vi var i ugevis hver sommer, og vi kørte ture hver søndag. Vi kunne for eksempel køre til Mariager og købe en hel kasse is, som vi spiste, fortæller Mettes storesøster Jette Herholdt, der beskriver moren som blød som smør, og faren som en mand, man enten elskede eller hadede. Pigerne elskede ham.

- Hun var en knaldhamrende dejlig søster. Vi havde det rigtig sjovt sammen. Og der var ikke nogen, der skulle røre hende. Så fik de med mig at bestille, mindes Jette tiden, hvor alt var godt mellem søstrene.

Læs også:

Se også: Kvinde-lig i køleskab: Her er retsmedicinerens udfordringer

Før Mette fik et misbrug af smertestillende medicin og trak sig væk fra familien. Inklusive hendes to børn, der var omkring 8 og 18 år ved hendes død. Jette talte sidste gang med sin søster for 3-4 år siden.

Jette Herholdt har selv et godt liv med tre børn, hus, mand og et flex-job på en landbrugsskole, fordi hun har problemer med ryggen.

- Vi har jo fået samme opvækst. Jeg tænker tit, hvad der gjorde, at Mette endte, som hun endte, siger hun og nævner, at søsteren blev invalidepensionist allerede som ung på grund af noget gigt.

- Jeg mente ikke, at hun skulle have været førtidspensioneret. Man skulle have prøvet at støtte hende i at give hende uddannelse. Vi har alle sammen behov for, at der er nogen, der har brug for en. Og for at have noget at fortælle, når man kommer hjem, siger Jette.

Læs også:

Se også: Politiets anklage: Flyttede med lig i køleskabet

Mette var ellers i gang med at lave sin egen kernefamilie, da hun mødte den nordirske John, på produktionsskolen Brusgaard i Randers i 1990. Han var en flot mand, der var vokset op i en protestantisk kernefamilie i Belfast.

- Han var så kærlig, venlig og høflig. Han kunne ikke dansk i starten, men så talte vi bare engelsk. Og så lærte han jo sproget til sidst. Alle, der kendte John, elskede ham, fortæller Jette.

Drama i familien
Han og Mette fik en søn og en datter sammen med omkring otte års mellemrum. Undervejs i ægteskabet begyndte Mette at misbruge smertestillende medicin, og parret havde store ægteskabelige problemer.

Den 31. august 2005 forlod Mette både mand og børn.

- Det var voldsomt. Mette flyttede uden børnene. Hun ville ikke have dem med. Og så ville hun pludselig gerne have dem. Jeg forstår det heller ikke. En mor rejser ikke bare fra sine børn, fortæller Jette.

Dramaet i børnenes liv gjorde, at de endte på et børnehjem i Randers. Datteren, der er 10 år i dag, bor nu hos en kærlig plejefamilie på en gård med heste, køer og ro.

Hendes omkring ni år ældre storebror begik selvmord i Belfast i Nordirland sidste år, og for seks år siden valgte hendes far livet fra.

Men mosteren, Jette, og ikke mindst hendes søn Tobias, der er jævnaldrende med niecen, har jævnlig kontakt med den 10-årige pige.

Dårlig samvittighed
Det var gennem Mettes datter, hun fandt ud af, at Mette var væk. Hun plejede altid at ringe til datteren omkring juletid. Men det gjorde hun pludselig ikke.

- Det er klart, at det kan man ikke, når man er død, siger Jette stille.

Læs også:

Se også: Mettes 10-årige datter fornemmede moren var død

Hun forstår godt, at der er nogen, der kan undre sig over, at hun ikke meldte søsteren savnet.

- Men man kan ikke regne med hende. Jeg troede ikke, hun var i landet. Jeg troede, hun var i Polen med sin kæreste. Vi troede bare, at hun levede sit eget liv, siger Jette Herholdt, der alligevel plager sig selv med dårlig samvittighed over, at hun ikke gjorde mere.

- Det er jo ens søster, selvom vi ikke var tætte til sidst. Hvis der var nogen, der havde gjort noget før, så havde man måske haft en større chance for at fastslå, hvad der er sket med hende, siger hun.

Læs også:

Se også: Mystisk forsvinden: Mette har været væk i to år

Hun kender ikke Mettes tidligere samlever, der nu er sigtet for drab. Men hun håber, at sandheden om Mettes død kommer frem.

- En morder skal ikke have lov til at gå fri, hvis det er det, der er sket, siger hun.

Ved du noget? Så tip os på mail eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

1 af 3 Det var i denne røde, ramponerede udbygning, at politiet fandt liget af Mette Bønnelykke Herholdt i et køleskab. Foto: Per Rasmussen
2 af 3 
3 af 3 Foto: Per Rasmussen/privat
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere