Hus brændt ned: Ægtepar anholdt for forsikringssvindel

23-årig blev forbrændt i forbindelse med brand i hans hjem i Nyborg - nu er han sigtet for selv at stå bag. Husets ejere er sigtet for forsikringssvindel

Da en kraftig brand brød ud i et parcelhus på Kastanievænget i Nyborg, måtte en 23-årig mand på hospitalet med en del forbrændinger.

I første omgang fandt politiet ikke noget mistænkeligt ved branden, men nu har piben fået en anden lyd. Kriminaltekniske undersøgelser har nemlig vist, at brænden efter alt at dømme var påsat - og politiet mener, at den 23-årige mand selv står bag.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Husets ejere anholdt for svindel
I første omgang mente politiet, at branden var opstået i køkkenet i forbindelse med brug af madolie, som der var gået ild i ved et uheld. Ved branden skete der store skader på ejendommen og indboet.

Men da politiet - efter at have modtaget nye oplysninger - genoptog efterforskningen i slutningen af 2012, viste undersøgelser og analyser altså noget andet.

Politiet har udover den 23-årige beboer desuden anholdt husets ejere, en mand på 36 og en kvinde på 33 år.

Ægteparret sigtes for forsøg på bedrageri overfor et forsikringsselskab.

Vil have formodet brandstifter fængslet
Den 23-årige mand fremstilles onsdag formiddag i et grundlovsforhør ved Retten i Svendborg, og politiet vil kræve ham varetægtsfængslet. Da politiet ønsker at have grundlovsforhøret for lukkede døre, er der ikke yderligere oplysninger i sagen.

Ægteparret er løsladt, da politiet ikke mener, der er grundlag for at varetægtsfængsle dem.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere