Nye fotos i overfaldet på højgravid

Politiet har fået nye overvågningsfotos af de fire mænd, der mistænkes for det brutale røveri mod en højgravid 42-årig

Mand A, som politiet efterlyser. Det er det nyeste foto, der er taget inde i S-toget. (Foto: Københavns Politi)
Mand A, som politiet efterlyser. Det er det nyeste foto, der er taget inde i S-toget. (Foto: Københavns Politi)

Her er politiets nyeste fotos af de fire ukendte mænd, der mistænkes for overfaldet og røveriet mod den 42-årige Joana Dervishi, der er gravid i syvende måned.

Mændene 'skyggede' den 42-årige med S-toget fra København og hjem mod hendes bopæl på Kærskiftevej i Valby. Her blev hun slået ned bagfra og sparket i hovedet og maven, mens hun lå ned. Hun blev sprayet i ansigtet, formentlig med tåregas, før røverne flygtede med hendes taske med cirka 30.000 kr., mobiltelefon og kort.

I går offentliggjorde politiet overvågningsfotos af de fire mistænkte. Men i dag har politiet fået flere overvågningsvideoer fra S-toget. Især billedet af den ene mistænkte 'A' er af så god kvalitet, at han kan genkendes.

- Vi arbejder på højtryk, men vi står ikke umiddelbart foran et gennembrud i sagen, siger efterforskningsleder Jacob Søndergaard til ekstrabladet.dk.

Se også: Gravid-overfald: Forsikringen dækker 25.000 kr.

De fire mistænkte røvere følges ad to og to, men arbejder tydeligvis sammen alle fire, viser videoovervågningen.

Den 42-årige kvinde havde inden overfaldet hævet penge i Nordeas filial på Frederiksborggade tæt ved Nørreport Station, hvorefter hun tog bus 5A i retning mod Nørrebro. På Nørrebro vekslede hun et pengebeløb ved Danex Exchange i Heimdalsgade.

Hun tog herefter til Nørrebro Station (kl. 16:21), hvor hun blev opmærksom på to af de mistænkte gerningsmænd.

De beskrives (A og B) som:

A: Mand. Han var iført en sort trøje med brune lapper på albuerne, en grå dunvest med høj krave, mørkeblå jeans og sorte kondisko med hvide aftegninger.

B: Mand, Han var iført en mørkeblå tophue, en striktrøje i diverse grønne farver og mønstre, en armygrøn dunvest med brune lapper på skuldrene og hen over det øverste af ryggen, lyseblå jeans med slidtage/huller på benene og sorte kondisko med hvide aftegninger.

Fulgte efter hende på afstand
Mændene fulgte den forurettede kvinde på afstand, men hun var ikke i tvivl om, at de 'holdt øje' med hende. Da kvinden gik op ad trappen til sporet fulgte A og B efter hende, og hun blev opmærksom på, at de fik kontakt til yderligere to personer (C og D), der beskrives som:

C: Iført sort frakke med knapper foran, grå bukser og pæne sorte sko.

D: Iført sort jakke af mrk. Canadian Goose med pelskant på hætten, sorte bukser og brune, pæne sko. Han bar en hvid, firkantet papirpose.

Se også: Disse mænd mistænkes for groft overfald på gravid kvinde

Den 42-årige steg på toget i retning mod Ny Ellebjerg kl. 16:22, og det samme gjorde de fire mistænkte personer, der 'fordelte' sig i toget. Da toget ankom til Vigerslev Station kl. 16:33 stod kvinden af toget - og det samme gjorde de fire mistænkte.

Fra Vigerslev Station tog kvinden bus 1A i retning ud af byen. Hun stod dog af kort tid efter i nærheden af Vigerslev Kirke. Herfra gik hun til fods i retning mod Kærskiftevej.

Holdt fast i tasken
På et stisystem i forbindelse med et grønt område overfor Kærskiftevej nr. 55, blev den forurettede kl. 16:45 overfaldet med slag og spark fra to af gerningsmændene. Hun forsøgte at fastholde sin taske, men måtte til sidst give slip.

Et vidne råbte efter gerningsmændene og løb kortvarigt efter dem til fods i retning mod Vigerslev Kirke og Kærskiftevej, hvor de forsvandt.

Vidnet bemærkede, at de to røvere løb forbi en kvinde, som stod ved en rød bil tæt på kirken. Politiet vil meget gerne høre fra denne kvinde.

Oplysninger om de fire mistænkte til politiet på 1-1-4.

Se også: Mere video skal fælde gravid-overfaldere

Ved du noget ? Tip os på sms/mms 1224 (det koster almindelig takst) eller på mail 1224@eb.dk

Se også: Højgravid overfaldet: - Hun græder konstant

1 af 9 Efterlyste 'B'.
2 af 9 Den forreste er efterlyste 'D'.
3 af 9 
4 af 9 
5 af 9 Mand B, som politiet efterlyser. (Foto: Københavns Politi)
6 af 9 Mand C, som politiet efterlyser. (Foto: Københavns Politi)
7 af 9 Mand D, som politiet efterlyser. (Foto: Københavns Politi)
8 af 9 Her er billederne af de fire mistænkte, som politiet offentliggjorde i går. (politifoto)
9 af 9 Mand A, som politiet efterlyser. Det er det nyeste foto, der er taget inde i S-toget. (Foto: Københavns Politi)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Benjamin Krogh
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen