Tvang 12-årig pige til pornoshow

New York-rabbiner dømt til 103 års fængsel for sextvang mod ung pige

Nechemya Weberman, 54, bliver ført væk i håndjern, efter at retten i new York idømte ham 103 års fængsel for sexovergreb mod en ung pige. (Foto: AP)
Nechemya Weberman, 54, bliver ført væk i håndjern, efter at retten i new York idømte ham 103 års fængsel for sexovergreb mod en ung pige. (Foto: AP)

En ortodoks rabbiner fra New York, USA, er idømt 103 års fængsel for groft og vedvarende sexmisbrug af en 12-årig pige, der havde opsøgt hans råd og vejledning.

Nechemya Weberman, 54, sagde ikke et ord, da dommeren tirsdag udstedte en fængselsstraf, der reelt er en livstidsdom, skriver Associated Press.

Weberman blev dømt for at have tvunget en ung pige til oralsex og til at udføre sexlege, som rabbineren havde set i pornofilm.

Misbruget begyndte, da pigen var 12 år, og fortsatte til hun var 16. Hun vidnede selv i retten mod sin sexbøddel.

Her fortalte hun, at hun som følge af overgrebene ofte overvejede selvmord.

- Jeg husker, at jeg kiggede i spejlet og så en pige, der ikke kunne leve med sig selv, fortalte den nu 18-årige kvinde i retten.

Hun fortalte, at hun fra 2007 til 2010 blev krænket seksuelt på forskellige former i Webermans aflåste kontor i synagogen.

- Jeg var en lille pige, der blev tvunget til at udføre klamme handlinger igen og igen, siger den unge kvinde, der i perioder blev misbrugt fire gange om ugen.

Myndighederne frygter, at Nechemya Weberman kan have udsat mange andre unge piger for samme behandling.

1 af 2 Weberman mælede ikke et ord under strafudmålingen. (Foto: AP)
2 af 2 Nechemya Weberman, 54, bliver ført væk i håndjern, efter at retten i new York idømte ham 103 års fængsel for sexovergreb mod en ung pige. (Foto: AP)