Værebro-folk: 'Jonathan var ikke med i bande'

Maskerede og bevæbnede unge ved Værebro-bebyggelsen beskriver dræbt 19-årig som tilfældigt offer

Jonathan Taboryski blev skudt på klos hold fredag aften på en p-plads ved Høje Gladsaxe.
Jonathan Taboryski blev skudt på klos hold fredag aften på en p-plads ved Høje Gladsaxe.

Gruppen af unge mænd, der i aftenmørket står på p-pladsen ved Værebro Center er alle maskerede. Stemningen er anspændt.

Her, på deres hjemmebane, møder ekstrabladet.dk de maskerede mænd, der tælles blandt kernemedlemmerne af Værebro-grupperingen.

– Det passer ikke, når I skriver Jonathan var en del af vores gruppe. Han var venner med flere, som han blandt andet har kendt siden folkeskolen, siger en af de maskerede.

Flokken, der tæller 20-25 stykker, er tydeligvis på vagt. Med lave stemmer snakker de sammen. Alle biler, der nærmer sig, følges årvågent. Et sted i mørket lyser et kort øjeblik en lommelygte.

Ude i periferien af bebyggelsen patruljerer andre bandemedlemmer området.

Dræbt på klos hold
Fredag aften ved 20-tiden blev 19-årige Jonathan Taboryski likvideret på p-pladsen ved Høje Gladsaxe. Først blev han ramt af et skud i skulderen - derefter blev han på klos hold skudt i hovedet.

Kilder i miljøt beskriver drabet på den 19-årige som et led i en længerevarende bandekonflikt mellem Værebro-grupperingen og Blågårds Plads-grupperingen fra indre Nørrebro.

– Hans forældre bor lige i nærheden. Det gør os ondt at se hans forældre i sorg. Især fordi han var uskyldig, siger en af de maskerede unge.

De maskerede bærer tydeligvis skudsikre veste under jakkerne.

– Vi er alle bevæbnede, siger en.

Da Taboryski blev dræbt, var han sammen med en 21-årig kammerat. Kun rent held gjorde, at den 21-årige ikke blev dræbt, men slap med et skudsår i armen.

– Han er en af vores folk, bekræfter de maskerede mænd om den 21-årige.

Retssag om drabsforsøg
ekstrabladet.dk beskrev i går, hvordan der i den forgangne uge havde været et retsmøde i en sag om drabsforsøg med kniv.

Her er en figur med tilknytning til Blågårds Plads tiltalt for drabsforsøget, der ifølge Værebrofolkene var rettet mod en storebror til en Værebro-mand.

Kilder har forklaret, at der i forbindelse med et af retsmøderne var tumult mellem folk fra Værebro og Blågårds Plads.

Ifølge kilderne mener Blågårds Plads-grupperingen, at Jonathan Taboryski deltog i det påståede tumult.

– Det passer ikke, der var ikke noget tumult. Ingen af vores folk var ved retten den dag, siger en af de maskerede.

Men Værebro-folkene bekræfter, at konflikten står mellem dem, grupperingen fra Blågårds Plads samt nogle enkeltpersoner fra Kokkedal.

Et mudret billede
– De er nogle feje hunde. De dræbte en uskyldig. Skriv det, siger en anden.

Da ekstrabladet.dk er på vej væk, trækker en af mændene en mørk, pistollignende genstand ud af jakkelommen og lader den et øjeblik hænge ned langs siden. Derefter stikker han den i lommen igen.

Hos politiet ønsker man af hensyn til den verserende efterforskning ikke at kommentere sagen.

Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger har politiet endnu ikke fuldstændigt klarlagt de nærmere omstændigheder i konfliktmønsteret i perioden op til drabet på Jonathan Taboryski.