Mand med hukommelsestab dukker op på hospital

En mand uden hukommelse, der dukkede op på hospital i Østrig, er et mysterium for myndighederne.

Det lyder som begyndelsen på en thriller: En mand omkring de 50 år med hukommelsestab dukker op på et hospital i Østrig. Formentligt er han tysk, da han husker, at han er gået fra Lindau i Bayern til Bregenz i Østrig.

Det er alt, hvad man ved. Ingen navn eller baggrund. Heller ingen, som har meldt ham savnet i de seneste uger.

- Et tilfælde som dette har vi aldrig set før, siger en talsmand for politiet i Østrig.

Selv offentliggjorte fotos af den gråhårede mand, der dukkede op i Østrig den 19. november i fjor, har ikke ført til tilbagemeldinger fra pårørende.

De østrigske myndigheder har kun kunnet klargøre, at manden formentligt kom med toget til Lindau am Bodensee og derfra gik ni kilometer til Bregenz.

Er tysktalende
Manden, der stadig intet husker efter flere ugers behandling, beskrives af myndighederne som intelligent, veluddannet og velklædt.

Han ankom til hospitalet i en sportsjakke, vandresko og med en rygsæk på ryggen. Han er tysktalende.

- Vi har forsøgt alt, hvad politiet er i stand til, for at finde frem til mandens baggrund, siger lederen af kriminalpolitiets sporingsgruppe og tilføjer:

- Nu kan vi kun håbe, at nogen ser et foto af ham og genkender personen, siger han.

- Grunden til hukommelsestab kan både være organisk og psykisk begrundet, siger den ledende overlæge på sygehuset Rankweil, Albert Lingg, til avisen Vorarlberger Nachrichten.

- Hukommelsestab kan selvfølgelig også være simuleret, tilføjer han.