Digital underverden: Hemmeligt pædofil-forum på nettet

På et skjult, pædofilt netværk udveksler flere hundrede danske pædofile ulovlig børneporno - politiet ved besked, men kan intet gøre

En mørk afkrog af internettet giver pædofile mulighed for at udveksle oplysninger uden politiet kan gøre noget (Foto: Matt Houston/AP)
En mørk afkrog af internettet giver pædofile mulighed for at udveksle oplysninger uden politiet kan gøre noget (Foto: Matt Houston/AP)

Narkohandlere, terrorister og pædofile med hang til pervers børneporno har én ting til fælles: De udnytter en mørk afkrog af internettet til anonymt at udveksle oplysninger om lyssky affærer og filer med ulovligt indhold.

Afkrogen hedder Tor, er oprindeligt udviklet til militære formål, men siden udbygget til også at bruges af civile.

Ekstra Bladet kan nu afsløre, at mindst et par hundrede pædofile danskere udnytter den anonymitet, som Tor-netværket tilbyder til at distribuere ulovlig børneporno - uden at politiet kan gøre noget ved det.

Sindrigt system af servere
Forklaringen er, at al trafik på Tor-netværket sløres ved hjælp af et sindrigt system af servere. På den måde afsætter brugerne på Tor ikke digitale fodspor i form af IPadresser, sådan som de ville gøre ved at bruge det almindelige internet. Og derfor kan ordensmagten ikke spore, hvem der overfører eller henter filer med ulovligt indhold.

Via e-mail har Ekstra Bladet været i kontakt med administratoren af forummet ' DanBB - Danmarks første pedo-side på Tor'. Forummet for pædofile har for tiden 194 registrerede brugere og rummer 1712 indlæg fordelt på 378 emner.

Administratoren, som slet og ret kalder sig ' Admin', ønsker af hensyn til sin egen sikkerhed ikke at stå frem med navn, men forklarer, at han føler sig helt tryg ved at udveksle børneporno via forummet på Tor, hvortil foreløbig 517 billeder og videoer - angiveligt med børneporno - er blevet uploadet.

- Politiet kender det ( forummet, red.) godt. De har også en profil.

Den kender vi også. Men de kan ikke gøre noget for at lukke vores forum.

Blot kontakte vores medlemmer og håbe på, at nogen taler over sig. Hvilket ikke sker, fordi vi advarer om deres adfærd online, lyder det fra ' Admin'.

Administratoren, som ifølge eget udsagn er i fyrrerne, er gift, har to døtre og arbejder med børn og unge som pædagog, ser ikke selv noget problem i at udleve sine tilbøjeligheder på Tor-forummet.

Folk bestemmer selv
- For mit vedkommende samler jeg ikke på billeder og videoer, hvor det er tydeligt, at pigen ikke ønsker at være med. Vi efterlyser og opfordrer ikke folk til at være sammen med deres børn.

Det er noget, de selv bestemmer, skriver ' Admin', der kalder pressens dækning af danske mænds forbrug af børneporno for ' ensidig'.

- I går slet ikke ind på, hvorfor der er et behov for den her slags fora. Vores holdninger bliver ikke hørt, fordi folk vil tie os ihjel, mener ' Admin'.

Hos Rigspolitiets nationale it-efterforskningscenter, NITEC, ønsker man ikke at kommentere, hvorvidt politiet har en agentprofil på eksempelvis DanBBforummet.

Men vicepolitiinspektør Johnny Lundberg bekræfter, at NITEC er opmærksom på de muligheder, Tor-netværket giver pædofi-le.

- Tor er et sløringsnetværk, der kan bruges både legalt og illegalt, siger NITEC-lederen og understreger, at det ikke i sig selv er ulovligt at bruge Tor, som ofte beskrives som en del af det såkaldte ' dark net'.

Fra politiets side betragter man det blandt andet derfor heller ikke som en reel mulighed at forbyde eller lukke Tor-netværket for danske computerejere.

Ud over at det ville kræve en beslutning på EUniveau, ville brugerne ifølge politikilder med kendskab til området ' finde andre løsninger' til at udveksle deres materiale.

I stedet ser ordensmagten positivt på, at de pædofile ved, at politiet kan finde på at være til stede på deres fora. Forhåbningen er, at visheden om, at politiet kigger med, har en præventiv effekt på samme måde, som når bilister ved, at de kan blive fanget i fotofælder, hvis de kører for stærkt.

Tor nødvendigt for demokratiet

- Tor-netværket er en nødvendig del af et demokrati.

Sådan siger datalog og selvudnævnt ' internetsamurai' Henrik Lund Kramshøj, som bidrager aktivt til holde netværket kørende og driver en såkaldt ' Tor exit node' fra et datacenter i Ballerup ved København.

Kramshøj understreger, at langt størstedelen af aktiviteterne på Tornetværket er lovlige og tjener hæderlige formål.

- Det kan være ambassader, der har brug for at kommunikere fortroligt, eller virksomheder, der af frygt for industrispionage sender korrespondance med følsomt indhold krypteret og via et sløret netværk, siger Henrik Kramshøj.

Internetsamuraien er dog godt klar over, at folk på den gale side af loven kan udnytte den anonymitet, som Kramshøj kalder en demokratisk ret.